Carlson Wagonlit Travel vil gerne gøre det nemmere for rejsende med handicap at booke rejser. Erhvervsrejsebureauet har lanceret en ny service, der skal sørge for, at alle rejsendes støttebehov kan opfyldes.
Tidligere i år lancerede erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel (CWT) et program, som skal gøre det nemmere for forretningsrejsende med handicap. Den nye service med navnet Special Assistance har et dedikeret telefonnummer og en dedikeret e-mail bemandet af håndplukkede rådgivere som er trænet til at udvise empati og bruge et sprog, så kunder med handicap føler sig anerkendt.
Idéen er, at de pågældende kunder kan søge hjælp til at få adgang til services fra lufthavne of luftfartsselskaber, til at foretage bookinger til servicedyr og til for eksempel at søge om hjælp til assistance med kørestol og til at finde hoteller, som har de faciliteter, som den rejsende har brug for.
Special Assistance blev søsat, fordi CWT oplever, at kunder i stigende grad efterspørger denne type services, skriver Travel Weekly.
”Vi har altid understøttet rejsende med funktionsnedsættelse, men vi har ikke haft det som en formel service før nu,” fortæller Stephanie Lewis, direktør for servicedesign hos CWT til mediet.
Har særlig fokus på booking
Special Assistance fokuserer særligt på booking, fordi der er stor forskel på, hvilke services udbydere kan tilbyde forretningsrejsende med funktionsnedsættelse. CWT har derfor lavet en intern databank over udbydere, så rejserådgivere hos bureauet altid har adgang til de nødvendige informationer.
”Udbydere tilbyder forskellige services og kalder dem forskellige ting. Det bliver man nødt til at oversætte til en bookingoplevelse, som gør bookingprocessen lige så nem som enhver anden bookingproces,” fortæller Stephanie Lewis.
For at de rejsende kan stole på, at deres specifikke behov bliver dækket tjekker CWT’s rejserådgivere op på, at kundens behov nu også kan blive mødt af udbyderne, der er booket hos.
Derudover bruger CWT også løbende feedback, så man dels hele tiden kan forbedre egne services, men også for at indsamle information om den enkelte udbyder, så CWT hele tiden ved, om udbydere kan levere på de rejsendes behov.
Lige nu har man fokus på erhvervsrejsende med fysisk funktionsnedsættelse, fortæller Stephanie Lewis, men i længden kunne man også forestille sig, at Special Assistance bliver udvidet til rejsende uden handicap såsom kvinder og rejsende LGBT-personer, som også kunne tænkes at have specifikke behov.
Relaterede artikler: