Open Skies har åbnet en ladeport til problemer for flyselskaberne

Når man har levet det meste af sit liv i monopoltiden, skal ingen få mig til at ønske den tilbage. Men nu er gryden ved at koge over. Hvis vi ikke kan administrere frihed, kan den være forbi, før vi aner.

Det tegnede bare så godt. Ingen stramme bånd, ingen restriktioner. Halleluja, vi er vel venner i den globale verden. Nu skal alle flyveselskaber have lov til at flyve ligeså meget de ønsker, og til lige så mange dele af verden de ønsker.

Hvad skal vi med bilaterale aftaler? Lad blot Mellemøstens økonomisk stærke selskaber flyve til EU, samle passagerer op, og flyve videre til USA. Hvis Singapore Airlines vil flyve via Moskva til Skandinavien, så lad dem dog. Hvis Lufthansa har et ønske om efterhånden at dominere hele Europa, så lad dem dog. Hvis Ryanair vil sætte europarekord i forsinkelser, så værsgo.

Og så er der i øvrigt lavprisselskaberne, som er i fuld gang med at overtage charterselskabernes marked. Selskaber, som har klaret sig og levet under de mest ydmyge kår og bevillinger og glædet en meget stor del af befolkningen, men risikerer at blive presset ud af markedet. Hvor længe endnu balancerer vi mon omkring en million charterpassagerer årligt ud af danske lufthavne?

Men pyt, politikere over hele verden har jo blot fulgt folkets vilje og ønsker. Og nu kommer så problemerne i kølvandet. Noget man kunne frygte, men i dag ser mere klart.

Flyfabrikker overproducerer
Flyfabrikkerne producerer som rasende. Langt mere end behovet. Samtidig forsikrer de, at behovet for piloter vil stige dramatisk, og derfor er der ingen ende på de alle de forbedringer og varierende modeller, der vil ryge af samlebåndet.

Store fly, små fly, sågar en ny Concorde-model. Store fly med smallere sæder og kortere pitch. Jeg ved ikke hvor mange år, jeg har hørt, at flyene bliver mere miljøvenlige og sparer 20 procent brændstof. I forhold til hvornår?

Besparelserne har i hvert fald ikke fulgt med oliepriserne, og så er flyselskaberne lige vidt. Også i forhold til CO2-udslip, som kommer under større og større politisk pres i nær fremtid i takt med grønne kampagner. Flyselskaberne undskylder sig igen og igen med høje oliepriser. I år har stigningen op til denne uge, siden nytår, været på 6,6 procent. Ikke frygtindgydende.

Mangel på plads i luften og på jorden
Hvornår er der overkapacitet? Det er der, når billetter skal sælges til under produktionsprisen, som det sker i dag over hele verden. Derfor opfindes et hav af tillægspriser, og derfor falder service, forplejning, regularitet og præcision.

Der er ikke plads hverken på jorden, i lufthavne, eller i luften. På trods af at flyvelederne får meget bedre lønninger end i monopoltiden (spørg bare de ansatte i Naviair), er der ofte strejker. Heldigvis ikke i Danmark, men så rigeligt i Tyskland, Frankrig, Italien og Grækenland. Og så er det ikke engang en undskyldning for forsinkelser, som fører til erstatning til passagererne. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det stresser i cockpittet.

Flyselskaber forsinkes og må betale erstatning efter EU forordning 261 (spørg bare DAT’s direktør, Jesper Rungholm, og SAS), slottider i lufthavne som London Heathrow koster en bondegård. Fordi der er alt for mange om buddet.

Hvis vi ikke får vores vilje
Nede på landjorden skærpes forholdene mellem flyselskaberne og deres egne ansatte, med SAS som et godt eksempel. Piloterne fører an. Det er de bedst uddannede og de højst lønnede, og nogle steder truer de deres egne firmaers eksistens.

”Hvis vi ikke får vores vilje, så strejker vi fra på fredag!” Læs KLM netop nu, Air France i forrige uge og ugen før den, Lufthansa. Jo flere fly fra fabrikkerne, jo større mangel på piloter, jo flere arbejdskampe og strejketrusler.

Senest har pilotorganisationer i Air France officielt sagt, at de ikke vil bryde sig om at få den topchef som bestyrelsen har fundet som bedste emne fra Air Canada. Hvem bestemmer? Bestyrelsen eller ansatte?

Oppe i Norge tromler Bjørn Kjos hen over alle andre beslutningstagere, hvad enten det er stater eller personalegrupper. Jeg får mere og mere respekt for ham. Om han klarer skærene til efteråret ved jeg ikke, men han snor sig mere og klogere end de fleste andre i vores nye Open Sky-verden. Kun russerne synes ikke at bide på krogen. ”Vi bestemmer selv, hvem der skal have lov at flyve over Sibirien (og hvad de skal betale)”.

Ny aftale på vej i USA
Hvorfor nu denne selvransagelse? Fordi aftalen mellem de amerikanske flyselskaber og Kongressen udløber i næste måned. Og der er allerede nogle medlemmer i Senatet, som har udtrykt ønske om at lovgive mere restriktivt, blandt andet om priserne for passagerer og fragt. Og se vil have ophævet en del af Open Sky-aftaler.

Det ulmer især fortsat om Open Sky med henblik på Mellemøstens flyselskaber, som efter amerikanernes mening stadig får statsstøtte og alligevel har lov til at flyve frit mellem ørkenstaterne, Europa og USA.

Det lignede en sejr både for flyselskaber og forbrugere, da vi fik Open Sky. Og hvad fik vi så? Nej, jeg ønsker bestemt ikke monopoltiden tilbage, men hvis vi ikke kan administrere friheden, kan monopoltiden komme tilbage, før vi aner.