Optimismen blomstrer på Hotel d’Angleterre

Selv om det københavnske luksushotel har tabt voldgiftssag og et stort millionbeløb er det noget man klarer selv inden døre og haster videre mod endnu en rekordsæson.

Der er ikke mange danske hoteller, jeg har fulgt så tæt gennem mange år, som Hotel d’Angleterre i København. Faktisk lige siden midt i halvfjerdserne. Men primært i den periode, da Henning Remmen ejede det gamle ærværdige hotel og ydede en prisværdig indsats for ombygning, modernisering og opgradering.

Da han tog over og viste mig rundt, var det klart, hvor nedslidt og forsømt rammerne var. Mørnede vandrør, råd i træværk, fejl i elektriske installationer. Men den forhenværende luftkaptajn vidste godt, hvordan det stod til, og at det ville komme til at koste penge ham penge. Mange penge.

Han startede med at rykke køkkenet op fra nederste etage og i stedet indrette et fitnesscenter med swimmingpool som det mest markante. Senere overtog forskellige andre indehavere hotellet, da Remmen solgte, men det endte igen med, at Remmen Fonden kunne overtage for blot at redde den fortsatte drift.

Budgetoverskridelse på 200 millioner kroner
Anført af formanden Else Marie Remmen, som tog over efter sin mands død, blev der sat en kæmpe renovering i gang, som Pihl & Søn fik kontrakt på. Undervejs blev der løbende sendt regninger og samtidig krakkede Pihl & Søn, men boet kørte sagen videre. Budgetoverskridelsen var nu over 200 millioner kroner.

Den stod fru Remmen ikke model til, og sagen endte i Voldgiftsretten, hvor Angleterre blev dømt til at betale en regning på 161 millioner kroner. Det har påvirket årsregnskabet for 2017, som nu efter nedskrivning af ejendommens bogførte værdi ender med et driftsresultat på minus 50 millioner kroner mod 280 millioner i plus året før.

Bedste resultat i 264 år
Da jeg forleden talte med Else Marie Remmen var hun som altid fuld af optimisme, men når vi kom til de nærmere detaljer og fremtidsudsigter, henviste hun til sin administrerende direktør Lucas Johansson. Han har jo fingeren på pulsen.

” Dommen faldt inden for rammerne af, hvad vi forventede og havde kalkuleret med. Vi glæder os over at kunne lukke det kapitel og gå videre med fremtidige projekter, ” siger Lucas Johansson.

Hvordan gik det med belægningen i 2017?

”Operationelt var det et rigtigt godt år. For såvel belægning som gennemsnitspris per værelse. Faktisk det bedste i hotellets 264 årige historie. Vores Food & Beverage blev også eksceptionelt godt modtaget. Jeg er både tilfreds og stolt af vores teams. Og da ikke mindst af kundetilfredsheden med højeste score nogensinde. Alt i alt et rekordår, hvor vi har set tocifret procentstigning i vores operationelle rentabilitet.

Hvordan ser det så ud her i 2018?

Efter at have haft rekordår fra 2013, da vi genåbnede, tror jeg på væksten stabiliseres. Det stemmer også med vore langsigtede strategier, og de forventninger vi havde ved genåbningen.

Markedet snart mættet
Gør det ondt med den øgede hotelkonkurrence i København?

”København bliver nødt til at omstille sig de kommende år med antallet af nye hotelværelser. Udover de annoncerede åbninger ved vi, at der er endnu flere projekter i pipeline. Nogle af dem vil blive udfordret, da de vil konkurrere om de samme gæster. Jeg håber ikke de får negative konsekvenser for serviceniveauet generelt i byen.

Ifølge rapporter vil København se mere end 9.000 nye værelser over de næste tre år. Min personlige holdning er, at markedet snart er mættet, når man har en vækst på over 50 procent på bare et par år. Hertil kommer så udlejningsportaler som Airbnb. Det vil sige endnu større vækst.”

Der strøs stjerner ud, også over flere femstjernede hoteller i København?

”Jeg tror langt de fleste rejsende betragter stjernesystemet mere som en vejledning.  Vore gæster søger noget andet end en blåstempling af et stjernesystem. De leder efter særlige oplevelser hos os.  Hotel d’Angleterre er speciel og heldig, fordi vi har et ejerskab, der er fuld engageret i hotellet på både kort og langt sigt. Det gør det muligt for hotellets teams at fokusere fuldkomment på vores gæster og deres oplevelser,” slutter Lucas Johansson.

Remmen ville have glædet sig
Mens tvisten stod på og er blevet løst, har busten med Henning Remmen siddet på sin plads og fulgt med i alle forbedringer og opgraderinger. Det ville have glædet ham. Hvad han ville have ment om sagen i Voldgiften har jeg min helt egen opfattelse af. Men den vil jeg ikke dele med læserne.

Til gengæld ved jeg, at han ville have glædet sig til, at Kongens Nytorv igen bliver sig selv til næste sommer. Noget af det værste hegn og plankeværk er pillet ned, efterhånden som metroens færdiggørelse nærmer sig.

”Hvad nytter det, man indretter et luksushotel, hvis det skal leve i primitive  og rodede omgivelser ” sagde Henning Remmen engang, da det så værst ud.

Nu lysner det.