Oslo-bådene opgraderes

dfdsDFDS vil investere 120 millioner kroner i en omfattende fornyelse af de to skibe som dagligt sejler mellem København og Oslo. 

Samtlige passagerer, børnefamilier og konferencegæster, vil få glæde af opgraderingerne, som skal udføres på Pearl Seaways og Crown Seaways.

”Efter at have spurgt næsten 70.000 eksisterende og potentielle passagerer om deres ønsker og har fået nyttige forslag til forbedringer fra medarbejderne, vil vi fra og med 2014 levere mere moderne skibe, bedre service, flere faciliteter og en endnu bedre ombord oplevelse til passagererne”, siger Vivian Sivertsen, adm. direktør for DFDS Seaways i Norge.

Kabiner med plads til børnefamilier på fem er en af ændringerne. Adventure Club, børnenes friområde bliver også udvidet. Her etableres et nyt område med servering egnet for forældrene. Dert etableres også en pizza- og pastarestaurant, som supplement til gourmet-restauranten og Explorers Steak House.

Pearl Seaways får ekstra luksuskabiner med udsigt i skibets sejlretning. Totalt kommer der 50 ekstra kabiner på skibene.

Konferencegæster udgør en stor del af gæsterne på ruten, og de kan se frem til mere moderne og fleksible lokaler. Blandt andet etableres arbejdsstationer og det audiovisuelle udstyr opgraderes.

Det bliver også investeret i modernisering af barerne. Blandt andet skal de populære udendørsbarer forbedres og bygges om så de kan anvendes udenfor sommersæsonen.

Pearl Seaways, som blev indsat på ruten i 2001, bygges om i begyndelsen af januar  2014. Crown Seaways, som har sejlet på ruten siden 1994, bygges om i april 2014. Omkring 750.000 passagerer sejler hvert år mellem København og Oslo.