Pædagogstrejke rammer ferierejsende

Børnefamilier, der i ugevis har været ramt af pædagogernes strejke, kan nu også blive ramt på deres ferie. Hvis man ønsker at aflyse sin ferie, eller ombooke til andre datoer, er det nemlig de almindelige afbestillingsregler, som gælder. Og det kan i mange tilfælde betyde, at det indbetalte beløb til årets chartersommerferie er tabt, hvis man ikke kan tage af sted på det tidligere fastsatte tidspunkt.

 

Hos MyTravel vurderer salgsdirektør Jan Vendelbo, at tusindvis af kroner kan gå tabt, fordi de rejsende ikke kan forsikre sig mod pædagogstrejken. Og Vendelbo tilføjer, at strejken også mærkes ved, at salget af restpladser går trægere end tidligere år. Hos MyTravel har man dog solgt 85 % af programmet i højsæsonen, og Jan Vendelbo advarer derfor mod al for megen forsigtighed. ”Det kan betyde at man slet ikke kommer på ferie” siger han.

 

Hos Star Tour udtrykker salgsdirektør Stig Elling både sympati og forståelse overfor de forældre, der er ramt af pædagogstrejken, og derfor gerne vil afholde charterferien nu, hvor de alligevel ikke kan komme på arbejde. Men han tilføjer, at Star Tour ikke har mulighed for at ombooke billetterne eller refundere indbetalte beløb, skriver Business.dk.

Skrevet af webredaktionen