Passager ødelagde rejse for 282 andre

united dreamlinerFly fra United Airlines fra Rom til Chicago måtte sikkerhedslande i nordirske Belfast for at få politiet til at hente en uregerlig passager. De øvrige 282 passagerer måtte overnatte i terminalen.

Kort efter start fra Rom forlangte passageren, der bor i Californien, at få noget at spise. Han fik i første omgang nogle nødder, men ville have mere. Han rendte rundt i flyet, ville ikke følge besætningens anvisninger og blev stadig mere aggressiv.

Det endte med, at kaptajnen besluttede at sikkerhedslande i Belfast – hvorefter flyet dumpede 50.000 liter brændstof og landede.

Hovedparten af de resterende 282 passagerer måtte tilbringe natten i lufthavnen, da besætningen pga. den ekstraordinære landing skulle have hvile ifølge gældende regler.

Den uregerlige passager blev fremstillet for en dommer, anklaget for at have bragt flysikkerheden i fare. Dommeren opretholdt fængslingen af manden og beordrede en mentalundersøgelse af ham.