Er der oprørte vande forude i rejsebranchen – eller går det egentlig meget godt. Det drøftes på debatmøde hos PATA Danmark. Arkivfoto.

PATA stiller skarpt på fremtidens rejsebranche

Med deltagelse af topchefer for flyselskaber og rejsebureauer tager PATA Danmark ved medlemsmøde i København 27. marts temperaturen på rejsebranchen.

”Fremtiden er her – det er tid til et reality check,” er overskriften når PATA – Pacific Asia Travel Association – Danmark indbyder til sit næste medlemsarrangement.

Panelet ved arrangementet i København har medvirken af Norwegians salgschef i Danmark, Frank Nordbjerg Olesen og chef i Danmark for Lufthansa Group (Austrian, Brussels Airlines, Eurowings, Lufthansa og Swiss), Bastian Frantz.

Der er også to paneldeltagere fra rejsebureauerne, nemlig Jesper Schou, en af den danske rejsebranches grand old men, tidligere administrerende direktør for Danmarks største turoperatør, Billetkontoret, hvor han i dag har titel af Chief Commercial Officer, samt Anders Iversen, administrerende direktør for FDM Travel.

Arrangørerne prøver også at få indskrevet en repræsentant for et af de store, globale reservationssystemer, GDS’er, oplyser PATA Danmark.

Paneldebat ser på udfordringer
De skal blandt andet i paneldebat drøfte hvordan rejsebranchen har det her og nu og hvordan fremtiden tegner sig. Er rejsebranchen i øjeblikket hvor den skal være – og hvad skal ændres for at være klar til fremtiden, hedder det i oplægget fra PATA, der tilføjer:

Nye spillere kommer hele tiden på banen med nye produkter og ydelser ligesom kunderne ønsker mere personlig service. Samtidig kommer der nye partnerskaber mellem aktører i rejsebranchen lige der ses stadig flere konsolideringer i form af sammenlægninger og opkøb.

Hvad kan vi alle sammen lære af hvad der sker og hvordan kan vi forbedre til hvad der kommer, er også nogle af spørgsmålene som panelet vil drøfte – og meget gerne med input fra tilhørerne i salen. Det skal blandt andet ske i forbindelse med kommentarer og spørgsmål fra de fremmødte PATA-medlemmer.

Der er mere information om arrangementet, herunder mulighed for tilmelding, på PATA Danmarks hjemmeside.

Samlet har PATA Danmark 150 private medlemmer og 120 firmamedlemmer.

Relaterede artikler:

Stort rejsebureau øger fokus på kerneforretningen

Rejsearrangører lægger bund for nyt dansk flyselskab

Rytteriet: Vi har købt Tivoli og d’Angleterre