Thailand åbner 1. juli for, at færdigvaccinerede udenlandske turister kan komme til Phuket, uden at skulle i karantæne. Foto fra Phuket: Tourism Authority of Thailand.

Phuket genåbner for færdigvaccinerede turister

Thailands største ø kan fra 1. juli uden karantænekrav besøges af færdigvaccinerede turister. Fra den dato forventer de thailandske myndigheder, at 70 procent af øens befolkning er vaccineret.

Phuket bliver første destination i Thailand til at genåbne for udenlandske turister, uden at de skal i karantæne. Karantæneperioden er i dag 14 dage, men sænkes fra næste måned til mellem en uge og ti dage. Kravet er blot, at de udenlandske turister er færdigvaccineret mod coronavirus, oplyser de thailandske turistmyndigheder, TAT, Thailand Authority of Thailand.

De thailandske myndigheder forventer, at 70 procent af befolkningen på Phuket til 1. juli er færdigvaccineret, så der kan opnås flokimmunitet. Vaccination af borgere på Phuket har fået prioritet fra de thailandske myndigheder, også for at få gang i den vigtige turistindustri.

Efter Phuket følger andre vigtige rejsemål for udenlandske turister som øerne Koh Samui og Krabi samt Chiang Mai i det nordlige Thailand. De thailandske myndigheder håber på nuværende tidspunkt, at hele den thailandske befolkning er færdigvaccineret til oktober.

Flere faser for genåbning af Thailand
Ifølge de thailandske myndigheder er der flere faser for genåbning for udenlandske turister.

Første fase kommer allerede fra april, hvor de i dag to ugers krav om karantæne for færdigvaccinerede turister nedsættes til ti dage. Det gælder indrejsende turister til Phuket, Krabi, Phanga, Koh Samui, Chonburi (Pattaya) og Chiang Mai.

Fra 1. juli vil Phuket være første provins i Thailand, der ikke kræver karantæne af færdigvaccinerede udenlandske turister – de skal dog blive på Phuket én uge, før de eventuelt begiver sig til andre steder i Thailand.

Ved ankomsten til Phuket skal de udenlandske turister fremvise et anerkendt vaccinepas samt en negativ PCR-test, der ikke må være mere end 72 timer gammel, oplyser TAT. Ligeledes skal passagererne ved ankomst til Phuket International Airport gennemføre en COVID-19 screening, herunder en PCR-test og downloade en såkaldt track and trace application, der skal holde styr på, at de for eksempel ikke forlader Phuket og tager til andre dele af Thailand, før der er gået en uge.

Relaterede artikler:

Danske rejserestriktioner forlænget til 20. april

Vil åbne for turister fra midten af maj

Nu kan danskere spille karantænegolf i Thailand