Tegning af, hvordan det nye Danmarks Tekniske Museum kunne se ud efter flytningen fra Helsingør til Københavns Nordhavn. Illustration: Danmarks Tekniske Museum.

Planer om nyt dansk museum til 850 millioner kroner

Holder planerne, så åbner Danmarks Tekniske Museum i 2026 i enorme, nye lokaler i Svanemølleværket i København. Museet håber på femdobling af besøgstallet i de nye omgivelser.

Meget tyder på, at den storstilede plan om at flytte Danmarks Tekniske Museum fra Helsingør til Svanemølleværket i København kan blive en realitet.

I en pressemeddelelse skriver Danmarks Tekniske Museum fra sin nuværende adresse i Helsingør, om flytteplanerne til Københavns Nordhavn:

”Det er ambitionen at skabe et kulturelt kraftværk for videnskab, teknologi og innovation, der rækker ud mod verden. Et samlingspunkt for ideer, løsninger, debat, læring og oplevelser, der tager udgangspunkt i den industrihistorie, Danmark er rundet af, og de teknologier, som vil forme vores fremtid.”

I spidsen for projektet står bestyrelsen i Bygnings- og udviklingsfonden DTM 4.0 med formand Lars Liebst, tidligere administrerende direktør i Tivoli. Sammen vil bestyrelsen være med til at løfte museet op i en international liga og arbejde for bred opbakning fra politikere, fonde og samarbejdspartnere, oplyses det.

”Projektet er et nyt fremadrettet kapitel i historien om det moderne Danmark som et højteknologisk samfund i en global verden. Med placeringen i Svanemølleværket får vi samtidig skabt en ideel ramme med stærk industrihistorie og en attraktiv beliggenhed ved havnefronten i København,” siger Lars Liebst.

Ambassadørkorps
Til projektet er der samlet et stærkt ambassadørkorps med Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, som formand.

Blandt ambassadørerne er den danske astronaut, Andreas Mogensen, der i en pressemeddelelse siger: ”Danmarks Tekniske Museum er det perfekte eksempel på, hvad der i min barndom fik mig til at drømme om at blive astronaut. Jeg blev inspireret til at vælge en naturvidenskabelig og teknisk uddannelse, og en karriere først som ingeniør og sidenhen astronaut. Derfor er det naturligt for mig at indgå i ambassadørkorpset for det nye tekniske museum, i håbet om at endnu flere kan blive inspireret og fascineret på samme måde.”

Flytningen fra Helsingør og indretningen i Svanemøllemærket står til at koste 850 millioner kroner.

Svanemølleværket skal omdannes til et topmoderne teknisk museum, som man kender fra byer som London, München og Washington DC, skriver Berlingske.

Bygget til at kunne modstå et sovjetisk luftangreb
”Svanemølleværket er bygget som et varmeværk, og al indmaden skal tages ud under hensyntagen til bygningens udformning. Det er en stor proces. Værket er bygget til at kunne modstå et sovjetisk luftangreb, så det er ikke noget, man klarer med en lille hammer. Når bygningen er tømt, skal den indrettes til museum med publikums- og undervisningsfaciliteter,” siger Lars Liebst.

Museet til de anslåede 850 millioner kroner, skal ifølge estimaterne tiltrække cirka 300.000 besøgende om året. Museet i Helsingør har i dag ”kun” cirka 65.000 gæster om året.

Der er flere store museumsprojekter på vej i København. Det største er Statens Naturhistoriske Museum til 1,2 milliarder kroner.

Relaterede artikler:

Stort museum lukker midlertidigt

Museum lander overskud tre år i træk

Attraktioner skal fylde mere i dansk markedsføring

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber

Danske attraktioner mistede 11 millioner besøgende