Zoologisk Museum i København lukker 23. oktober. Samlingen skal til ny museumsbygning, der åbner i Botanisk Have i 2024. Derfor bliver årets vinterferie den sidste på den nuværende adresse.
Besøgstallene for sidste år er endnu ikke klar, men Zoologisk Museum i København var i 2020 den 77. mest besøgte turistattraktion i Danmark, ifølge VisitDenmarks attraktionsliste. I 2020 havde museet 64.423 besøgende, et fald under coronakrisen med 29.198, eller 31 procent, i forhold til 2019.
Men Zoologisk Museum lukker den 23. oktober i år. Det betyder, at årets vinterferie bliver den sidste på den nuværende adresse. Så museet byder på masser af oplevelser med blandt andet rundvisninger, artsbestemmelse af tøjdyr og et quiz-show om vinterens dyr.
Det skriver Zoologisk Museum i en pressemeddelelse.
Når Zoologisk Museum lukker til efteråret, skal samlingerne gøres klar til den nye museumsbygning, der åbner i Botanisk Have i slutningen af 2024. Udover Zoologisk Museum skal den nye museumsbygning rumme Statens Naturhistoriske Museum og Geologiske Museum.
Masser af aktiviteter i vinterferien
I vinterferien, fra den 12. til den 20. februar, giver Zoologisk Museum svar på, hvordan de vilde dyr klarer vinterens strabadser. Her møder man både dyr fra Danmark, og dyr fra den polare dybfryser i Arktis, der er eksperter i ekstrem kulde, is og sne, skriver museet i pressemeddelelsen og tilføjer:
Vi har fundet dyr, skind og kranier frem fra museets samlinger, så man kan røre ved den bløde pels og mærke på de skarpe tænder.
Både voksne og børn kan opleve Zoologisk Museum efter lukketid. Her kan de få en guidet tur til en stribe af museets highlights, inklusive Danmarks eneste ægte kæmpedinosaur, Misty, og den berømte hvalkælder, som normalt er lukket for publikum.
Zoologisk Museum rummer også Naturhistorisk Laboratorium med udstoppede dyr, her kan besøgende kigge på farverige insekter i mikroskop, undersøge den store samling af imponerende dyrekranier og så videre.
Relaterede artikler:
Museum lander overskud tre år i træk
Attraktioner skal fylde mere i dansk markedsføring
De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber