Polske svejsefejl forsinker jernbanebro

Der er konstateret fejl i de broelementer, der er leveret til jernbanebroen over Limfjorden fra en polsk producent, så nu er danske svejsere i gang med at rette fejlene.

”Det er ikke usædvanligt”, siger Jesper Hansen, adm. direktør i Banedanmark, som er bygherre med MT Højgaard som totalentreprenør. “De fire broelementer fra Polen, har fejl, som skal udbedres, inden de kan monteres,” siger Jesper Hansen til Jyllands-Posten.

Fejl i broelementerne var i sidste uge årsag til, at Banedanmark igen måtte udskyde tidspunktet for bro-åbningen til den 26.november.

Fire af de i alt otte broelementer blev forsinket i Polen, men skulle nu være på vej, så den ændrede tidsplan kan holdes, lyder det fra Banedanmark.

Flere danske virksomheder kritiserer valget af polsk leverandør og finder, at Banedanmark burde se mere på kvalitet end på pris, når de sender opgaver i udbud.