Portugal i prisregn

The Presidential Train.

TURISME: Over 2.300 priser er det blevet til for Portugal i 2017. Senest for verdens bedste offentlige event og som bedste golfdestination. De fik også prisen for bedste rejseland ved Danish Travel Awards.

Der er trængsel på trofæhylden når Portugal ser tilbage på 2017. Over 2.300 priser og udmærkelser er det blevet til på verdensplan. Senest er det prisen for verdens bedste offentlige event, der uddeles ved verdens største eventfestival, BEA Awards.

Her gik prisen til The Presidential Train, der vandt over 300 andre deltagere fra 27 lande. Toget kører i Douro dalen, hvor man undervejs får serveret mad lavet af nogle af landets bedste kokke og overnatter på luksushoteller.

Toget, der ellers har stået stille siden 1970, blev i 2010 gennemrenoveret og udstillet på National Railway Museum i Lissabon. Det blev bygget i 1800-årene og har transporteret blandt andre Dronning Elisabeth II og pave Paul VI.

I 2016 kom der atter gang i hjulene, da toget blev sat på skinnerne igen som ‘gastronomi-tog’ og har siden været på 34 ture. Der er også planlagt 10 ture i henholdsvis foråret og efteråret, hvor besøg på vingård eller en bådtur er inkluderet.

Bedste golfdestination
Ikke helt så overraskende blev Portugal også i november kåret til verdens bedste golfdestination ved World Golf Awards, der blev holdt for fjerde gang. Det var også fjerde gang, Portugal vandt prisen over blandt andet Argentina, Australien og Den Dominikanske Republik.

Også ved World Travel Awards stod priserne i kø. 37 blev det til. Blandt andet prisen som Europas førende rejsemål, Europas førende stranddestination (Algarve), Europas førende ø-destination (Madeira) og Europas førende cruisehavn (Lissabon).

Relaterede artikler:

Tyskland overhaler Italien som danskernes feriefavorit

Ny analyse studerer danskernes rejsevaner

Danskere strømmer til Portugal