Protester mod Alitalia-salg fortsætter

Torsdag førte de om sig gribende protester til aflysning af mere end 20 flyvninger og har fået myndighederne til at planlægge retsssager for at få en ende på problemerne.

 

Det startede mandag med en spontan 24 timers strejke blandt nogle af de ansatte, som siden har fulgt sine protester op gennem ’arbejde efter reglerne’ – aktioner, der har ført til adskillige forsinkelser og sammenlagt 300 aflysninger.

 

Alitalias piloter og kabinepersonale har protesteret stærkt over de nye ejeres ultimative oplæg til nye overenskomster, men tager afstand fra de seneste aktioner, som de beskriver negativt.

 

Italiens regering, der står bag CAI-gruppens overtagelse af Alitalia, har kæmpet for at få arbejdet genoptaget i normalt omfang og beskæftigelsesminister Maurizio Sacconi har henvendt sig til de offentlige anklagere for at få dem til at tage affære, mens premierministerens TV-stationer har vist portrætter af frustrerede rejsende.

Skrevet af Flemming Juul