Illustration af det kommende Explora V-krydstogtskib, der sammen med søsterskibet Explora VI leveres til Explora Journeys i henholdsvis 2027 og 2028. Illustration: Explora Journeys.

Rederi bestiller flere luksuskrydstogtskibe

Explora Journeys, det nye luksusrederi under MSC Cruises, bekræfter bestilling på sit femte og sjette skib. ”80-85 procent af vores gæster bookes via rejsebureauerne,” siger koncernchefen

Explora Journeys første krydstogtskib, Explora I, havde premiere 1. august i år i Københavns Havn med første sejlads med betalende gæster. Skibet har blandt andet en Rolex-butik, hvor gæster kan købe og få udleveret de dyre ure.

Rederiet havde i forvejen bestilt Explora II, III og IV – og i går, torsdag, bekræftede Explora Journeys, at ordren nu er afgivet på Explora V og VI. Den samlede pris for de seks miljøvenlige krydstogtskibe er 3,5 milliarder dollars, eller lige over fire milliarder kroner stykket med den nuværende dollarkurs på syv kroner.

Explora Journeys er den nye spiller til det sejlende luksussegment; rederiet ejes af MSC Group, der også har mainstreamproduktet MSC Cruises, der regnes som største krydstogtselskab på det danske marked.

Explora-skibene er 250 meter lange, har plads til 922 passagerer med to i hver af de 461 kahytter og suiter – reddes der op til alle, kan skibe medbringe 1.473 passagerer. Hertil kommer en besætning på 640.

20 millioner potentielle årlige gæster
I forbindelse med jomfrusejladsen med betalende gæster fra København i sidste måned, sagde Michael Ungerer, Explora Journeys koncernchef, til Standby.dk:

”Explora Journeys målområde er markedet for luksus-hospitality, et område med rejsende som bor på luksushoteller verden over. Det er på 20 millioner årlige potentielle gæster, viser vores undersøgelser.”

Og, tilføjede han: ”Rejsebureauerne er en meget vigtig samarbejdspartner for Explora Journeys. 80-85 procent af gæsterne kommer fra rejsebureauerne.”

Leveres næste år og frem til 2028
Explora Journeys-skibene bygges på det italienske Fincantieri-skibsværft. Leverancerne af de nu fem bestilte Explora-skibe sker fra næste år og frem til 2028, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Explora II forventes i drift fra sommeren 2024, hvor det til at begynde med blandt andet skal sejle i Middelhavet, til havne i Mellemøsten og det Indiske Ocean.

Explora III indgår i flåden fra sommeren 2026, mens både Explora IV og V kommer til Explora Journeys i 2027, mens det sjette og sidste, Explora VI, leveres i 2028.

 

Relaterede artikler:

“Rejsebureauer sælger 80 pct. af vores krydstogter”

Luksuskrydstogtskib havde premiere i København

Verdens første Rolex-butik på luksuskrydstogtskib