Redning af Alitalia hænger i en tynd tråd

Det italienske CAI-konsortiet har ifølge presserapporter i Italien besluttet, at det ikke vil afgive et bindende bud på at købe det konkurstruede flyselskab Alitalia. Årsagen er ifølge medierne modstand fra fagforbund, der organiserer Alitalia-medarbejdere. Det skriver Ritzau.

 

CAI’s bestyrelse traf beslutningen efter udløbet af en frist til fagforbundene. Der var i løbet af fredagen forhandlinger imellem CAI og fagforbundene med den italienske regering som mægler for at nå frem til en aftale inden midnat, hvor fristen for et bindende CAI-tilbud på flyselskabet udløb.

 

Angiveligt har de største fagforbund været klar til kompromis, men fem mindre forbund slog bak, skriver Ritzau.

 

Italiens premierministers, Silvio Berlusconis, toprådgiver, Gianni letta, har advaret om, at det eneste alternativ til et CAI-tilbud er, at Alitalia går ned.

 

Den plan, der er forhandlet om, går ud på, at CAI skal købe de bedst fungerende dele af Alitalia og fusionere dem med Air One, et mindre italiensk flyselskab. Derefter skal det nye selskab ud og søge samarbejde og investeringer fra andre europæiske flyselskaber.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen