Rikke Koks Andreasen, forperson for Danske Rejsejournalister hilser på Andreas Krog, i midten, der blev den sidste formand for Danske Flyvejournalisters Klub, der nu er en del af Danske Rejsejournalister. Til venstre Aage Krogsdam, sekretariatschef for rejsejournalisterne.

Rejsebrancheforeninger fusionerer under nyt navn

Danske Flyvejournalisters Klub er nu en del af Danske Rejsejournalister. Det blev tirsdag vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling. Foreningen hedder nu: Danske Rejse- og Flyvejournalister.

På en ekstraordinær generalforsamling i går, tirsdag, vedtog medlemmerne af Danske Rejsejournalister og Danske Flyvejournalisters Klub et forslag fra de to bestyrelser: At Danske Flyvejournalisters Klub sammenlægges med Danske Rejsejournalister som den videreførende forening.

Rikke Koks Andreassen, forperson for Danske Rejsejournalister, oplyser til Standby.dk, at den ekstraordinære generalforsamling på Arp-Hansen-hotellet Wakeup Copenhagen ved Kgs. Nytorv blev indledt med et minuts stilhed. Det var for at mindes redaktør og journalist Ejvind Olesen, der har været formand for begge foreninger og som var blevet bisat samme dag.

Selve den ekstraordinære generalforsamling blev ledet af jurist Lars Thykier, tidligere direktør for Danmarks Rejsebureau Forening.

Fusionen af de to foreninger skyldes blandt andet, at bestyrelsen i begge foreninger ser perspektiver i, at man samler kræfterne og fremover fungerer som én.

Næsten ingen flyvejournalister
Selve stiftelsen af Danske Flyvejournalisters Klub går tilbage til 1936. Stifterne var ni journalister fra københavnske dagblade – dengang hed foreningen Pressens Luftfartsmedarbejdere. I dag har nærmest ingen danske medier egentlige luftfartsjournalister, med undtagelse af for eksempel Standby.dks søstersite: Check-in.dk

Rikke Koks Andreasen, forperson for Danske Rejsejournalister, hvis cirka 200 medlemmer tæller udover rejse- og livsstilsjournalister også influencere, forfattere, bloggere, fotografer og så videre, siger efter sammenslutningen af de to foreninger til Standby.dk:

“Vi ser gode perspektiver i at sammenlægge de to gamle foreninger og skabe synergi både indadtil og udadtil. Vi er dybest set netværksorganisationer og ved at slå os sammen, vil netværket med hinanden blive nemmere, ligesom omverdenen vil få adgang til os på en og samme tid.

Vi har herudover i forvejen overlappende medlemmer og beslægtede formålsparagraffer. Vi vil videreføre de forskellige priser for eksempel Luftfartspokalen. Jeg glæder mig personligt meget til den saltvandsindsprøjtning, sammenlægningen vil give”, siger Rikke Koks Andreassen.

Mange argumenter talte for en sammenlægning
I sine forpersonkommentarer sagde Rikke Koks Andreassen på den ekstraordinære generalforsamling forud for afstemningen, hvor fusionen og foreningens navneændring efterfølgende blev enstemmigt vedtaget:

”Danske Flyvejournalister henvendte sig i foråret til bestyrelsen i Danske Rejsejournalister med forespørgslen, hvorvidt man skulle sammenlægge de to foreninger. Vi i bestyrelsen i Danske Rejsejournalister gik i tænkeboks, vi har haft en række møder med bestyrelsen i Danske Flyvejournalister samt vendt fordele og ulemper med Lars Thykier.

Baggrunden for, at vi i bestyrelsen kunne ønske os en sammenlægning er: Der er i forvejen et stort overlap af medlemmer i de to foreninger. Vi har sammenfaldende interesser – og som de to netværksforeninger, vi også er, kan vi med fordel styrke netværket med hinanden.

Og fortsatte Rikke Koks Andreassen: ”For at sætte vores eksistens yderligere på nethinden hos relevante stakeholders, kan det være en fordel, at vi udover at repræsentere rejse- og livsstilsjournalister samt influencere også repræsenterer flyvejournalisterne.”

Forpersonen tilføjede, at foreningens nye navn vil være Danske Rejse- og Flyvejournalister – og at foreningen næste år har 50-års jubilæum.

Begge foreninger uddeler årlige priser
Danske Flyvejournalisters Klub har primært kendt for sin årlige uddeling af Luftfartspokalen og Ellehammer Prisen i forbindelse med det årlige julearrangement. Denne sammenkomst var tidligere rigtig stor og velbesøgt, men er, navnlig efter pandemien, faldet meget i størrelse.

Omvendt er Danske Rejsejournalister en forening for journalister, forfattere, bloggere samt fotografer. Fællesnævneren for medlemmerne er, at de beskæftiger sig professionelt med rejsejournalistik i den ene eller anden form.

Også Danske Rejsejournalister har deres årlige prisuddeling: Lighthouse Tourism Award (tidligere Havfrueprisen), der gives til en person eller virksomhed, der har gjort en hel speciel og prisværdig indsats for danskerne på deres ferie i Danmark. Prisen uddeles hvert år i februar under Ferie for Alle-rejsemessen i Messecenter Herning.

 

Relaterede artikler:

Rejsebrancheforeninger gør klar til sammenlægning

Fusion på vej: Brancheforeninger vil slå sig sammen

Danske Rejsejournalister: Ringborge blev hyldet på årets Ferie for Alle