Tag cyklen på arbejde og til møder, så er der ekstra i lønningsposen,” er beskeden til også medarbejderne fra rejsebureauet Corendon i Danmark, der giver ansatte en cykelbonus på 2,19 kroner per kilometer. PR-foto via Corendon.

Rejsebureau betaler ansatte for at cykle på arbejde

”Tag cyklen på arbejde og til møder, så får du ekstra i lønningsposen”. Sådan lyder beskeden til ansatte i den hollandsk-tyrkiske rejsekoncern Corendon, der også er på det danske marked.

På sine europæiske markeder har Corendon i dag omkring 500 medarbejdere. Rejsekoncernen, der har rødder i Holland, opfordrer nu alle sine medarbejdere til at bruge cyklen som transportmiddel – både på arbejde og ud til møder.

Initiativet er ikke bare en opfordring til at få ekstra motion ind i hverdagen, men også en mulighed for at få lidt ekstra ind på lønkontoen, hedder det i en pressemeddelelse.

Rejsegiganten giver nemlig alle medarbejdere en cykelbonus på 2,19 kroner per kilometer, de tilbagelægger på vej til og fra arbejde, og hvis de bruger den tohjulede som transportmiddel i forbindelse med møder.

Tilbuddet gælder alle ansatte i Danmark, Holland, Belgien, Tyrkiet og Curacao, hvor rejsekoncernen er etableret.

Dansk direktør cykler også
Deniz Jensen, markedsdirektør for Corendon i Danmark, cykler selv hver dag mellem hjem og arbejdsplads, siger han i pressemeddelelsen.

”Holland og Danmark er de lande i verden, som er mest begejstrede for hverdagscyklisme, så det giver rigtig god mening, at Corendon bakker op om cyklismen. Det er klart en ekstra motivation, at man ikke kun kan mærke kilometerne i benene, men også på lønsedlen. Hvis man for eksempel har ti kilometer på arbejde, bliver det omkring 1.000 kroner ekstra om måneden,” siger Deniz Jensen og tilføjer:

”Det kan være svært at få plads til motion i et travlt arbejdsliv, og her er transportmotion en rigtig god løsning. Samtidig bonner det også på den mentale konto, hvor man lader op til dagen i sit eget tempo. På hjemturen får man både ro og alenetid, hvor man kan tømme hjernen og samle ny energi efter en hektisk dag.”

Han har besluttet at give egen cykelbonus til årets julefrokost for medarbejderne i Danmark.

Corendon, der kom ind på det danske marked i 2021, forventer i år at sende 50.000 chartergæster fra Danmark (sidste år var der 40.000 rejsende fra Danmark) til navnlig rejsemål ved Middelhavet, navnlig Tyrkiet, men også Grækenland og Spanien. Corendon sender sine gæster fra Danmark afsted fra lufthavnene i København, Aalborg og Billund.

 

Relaterede artikler:

Corendon Airlines afsætter 100 sæder til børnefrit område

TUI-guider dropper bilen og kører på elcykler

Sammenlægning skal styrke bæredygtige rejser