Søren Rasmussen og Berit Willumsgaard, ægteparret bag Albatros Travel, er én af tre kandidater til den årlige pris Årets Ejerleder i Hovedstaden, der uddeles af PwC, Dansk Erhverv og Nykredit.
Den 2. oktober i år modtog Søren Rasmussen, grundlægger af og i dag bestyrelsesformand for Albatros Travel, hædersbevisningen Rejseprisen ved Danish Travel Awards i Cirkusbygningen i København.
Og mandag i næste uge, den 28. oktober, kan der komme endnu en pris i pokalskabet i Tøndergade i København, hvor Albatros-koncernen har sit hovedkontor.
For den dag uddeles prisen Årets Ejerleder 2024 i Hovedstaden for 21. gang – det sker i samarbejde mellem PwC (PricewaterhouseCoopers, den globale revisions- og konsulentvirksomhed), Nykredit og Dansk Erhverv.
Prisen går til en ejerleder, der som frontfigur har skabt en ekstraordinær succeshistorie til inspiration for andre, ejerledede virksomheder, skriver PwC i en pressemeddelelse.
Der er prisen i Hovedstaden samt seks andre regioner i Danmark, oplyser PwC til Standby.dk – de øvrige er det øvrige Sjælland, Fyn samt fire jyske: Midt- og Vestjylland, Nordjylland, Sydjylland og Østjylland.
Vinderne fra de syv regioner går videre til Landskåringen den 14. november hos PwC i Hellerup
Familieejet
Selve Albatros Travel blev stiftet i 1986 af Søren Rasmussen og Josh Wald. Partnerne gik hvert til sit i 1991. Siden har Albatros-koncernen været ejet af familien omkring Søren Rasmussen, der som nævnt i dag er bestyrelsesformand. Hans hustru, Berit Laugesen Willumsgaard, har siden 2014 været Albatros’ administrerende direktør.
I pressemeddelelsen skriver PwC, at ”blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere, er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2024 i Hovedstaden.
Om den første af finalisterne, Berit Willumsgaard og Søren Rasmussen fra Albatros Travel (København) står der:
”Søren Rasmussen og Berit Willumsgaard har opbygget Albatros Travel til en markedsledende rejsevirksomhed inden for rundrejser til destinationer over hele verden. Søren har med sin karismatiske og uformelle ledelsesstil været drivkraften bag udviklingen af unikke rejseoplevelser og nye destinationer, mens Berit har sikret en stabil og effektiv drift.”
Videre hedder det: Under Søren og Berits ledelse har Albatros kombineret innovation med teknologisk udvikling, herunder automatisering af booking- og selvbetjeningssystemer. Virksomheden har investeret i egne safari-camps i Afrika og ekspeditionsskibe til polaregnene. Trods udfordringer i rejsebranchen, er Albatros kommet styrket ud på den anden side, og deres fokus på hurtig omstilling og nytænkning har været en afgørende faktor i deres succes.
De to andre kandidater
De anden kandidat til Hovedstadsprisen er Carsten Haagen Nielsen fra Minerva Imaging i Ølstykke. Minerva Imaging er en forskningsbaseret virksomhed, der anvender avancerede modeller og molekylær billeddannelse til udvikling af nye lægemidler, oplyses det.
Den tredje kandidat er Søren Tscherning fra Tscherning Holding i Hedehusene. Virksomheden blev grundlagt af hans far, Georg Tscherning, i 1975. Fra en enkelt gravemaskine har virksomheden udviklet sig til en af Danmarks mest anerkendte aktører inden for nedrivning, anlægsprojekter og miljøopgaver, lyder det fra PwC.
“De tre finalister repræsenterer det bedste inden for dansk ejerledelse. Deres evne til at navigere i et konkurrencepræget marked og skabe vækst og udvikling gør dem til forbilleder for andre virksomheder,” siger Natasha Brandt, direktør i Dansk Erhverv.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 21. gang. Juryen består af regionsvinderen fra 2023 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og en erhvervsprofil.
Rejsebranchepersoner blandt tidligere vindere
To af de tidligere landsvindere er fra eller har relation til rejsebranchen, nemlig Bjarke Hansen fra Primo Tours i 2018 (han ejer i dag Travelheart Family-koncernen), og i 2024 Susanne Hessellund, administrerende direktør for og ejer af helikopterselskabet Bel Air Aviation.
Relaterede artikler:
Søren Rasmussen modtager Rejseprisen 2024