STANDBY.DK Nyt om rejser
Når man først på en smuttur til Idre Fjäll i Sverige må fortælle sine læsere, at man ikke selv har betalt, men er inviteret, og at det ikke har haft indflydelse på artiklens indhold, er vi kommet langt ud.
Efter at have været rejsejournalist og redaktør i 35 år, det meste af tiden på en af landets største aviser, er det noget af en begmand mere eller mindre direkte at blive mistænkt for at være utroværdig i stil med en brugtvognsforhandler. Fordi både en selv, og de mange jeg har sendt på betalte rejser, sikkert har skrevet noget andet end, hvad vi mente, som en pæn tak for turen.
De kendte navne
Tror man måske Jens Kistrup, Lise Nørgaard, Jane Åmund, Elsebeth Egholm. Hanne-Vibeke Holst, Judith Betak, Jan Hedegaard, Flemming Behrendt, Leif Poulsen, Uffe Gardel, Tom Wikborg og mange, mange flere ville have skrevet anderledes, hvis bladet selv havde betalt for turen. Jeg tror endda nogle af dem ville have betakket sig, hvis der skulle have været en bemærkning med deres artikler om, at selskabet, der inviterede ikke har haft indflydelse på indholdet.
Nu er det heldigvis lykkedes at sætte danske rejsejournalisters troværdighed til debat torsdag 19. april i Danske Rejseskribenter på Hotel Astoria i København med deltagelse af forbrugerombudsmand Christina Toftegård og næstformand i Danmarks Journalistforbund Tine Johansen samt redaktionschef Tanja Parker fra Politiken, hvorfra ovennævnte ”Rejsedeklaration” i øvrigt stammer. De fleste andre medier nøjes dog med at anføre, at hvem man har været inviteret af.
Etikudvalg forsøgte at finde pris
På Berlingske var jeg medlem af et journalistisk etikudvalg i 1989, hvor vi i maj præsenterede en rapport om invitationsrejser med en bemærkning om, at vi normalt kun tog imod op mod en halvdel af de rejseinvitationer, vi fik tilsendt.
Derefter prøvede vi at sætte beløb på. Det samme med alle andre invitationer og gratis tilsendte bøger, plader videoer, der løbende kom til anmeldelse. Det var en svær opgave. Det viste sig, at værdien af bøger på årsbasis lå over værdien af rejser i et kvartal, som omfattede rejseredaktion, erhvervsrejser samt rejser til bilredaktion og kulturredaktion. Lagt sammen blev det ret så stort et beløb.
Resten kunne vi slet ikke sætte pris på fra teater til sport og vintest. Kun for madanmeldere, i håb om at være anonyme (hvad de hverken var eller er) betalte avisen hver gang.
Det anføres blandt andet i rapporten, som ikke sluttede med nogen entydig konklusion, ”at en ændring af markant karakter kan antyde, at vi mange år ikke har haft rent mel i posen”.
Invitation til Malmø
Det samme kunne såmænd siges nu, hvor BT i år har haft en medarbejder en dag i Malmø og alligevel følger grund til at bemærke, at man var inviteret af Visit Sweden. I samme uge var der en anmeldelse i samme avis af ”Annie Get Your Gun” på Det ny Teater uden at anføre, hvem der havde inviteret. Beløbet var vel omkring det samme niveau.
I USA havde de store aviser allerede i min tid en tilføjelse om, at man i rejsesektionerne, der var meget fyldige dengang, at journalisten (altid freelancere) var inviteret.
Det kunne jeg ikke have meget respekt for, når jeg kendte baggrunden. De fastansatte journalister på redaktionen måtte nemlig aldrig deltage i invitationsrejser. Tro mig, hvad der groede bag den beslutning.
Forbrugerombudsmanden har på forhånd meddelt, at hun ikke deltager i en diskussion af indholdet i den nye markedsføringslov, da det er en politisk beslutning, men hun vil kun vil forklare lovens funktion. Sådan er det bare. Eller er det?
