Renoverede norsk hotel for 300 mio. kr.

Rezidor Hotel Group og banken DNB, der ejer hotelbygningen på Bryggen i Bergen, har investeret over 300 millioner kr. i en totalrenovering af Radisson Blu Royal-hotellet. 500 gæster deltog forleden i genåbningen.

 

Radisson Blu Royal Hotel Bryggen blev opført i 1982. ”Efter totalrenoveringen fremstår hotellet som helt nyt,” siger hotellets direktør, Nina Askvik. Hun glæder sig bl.a. over hotellets italienske restaurant, der har tre italienske kokke. 

 

For de 300 mio. kr. er der også kommet ny fløj på hotellet med yderligere 71 værelser – når denne fløj tages i brug ved årets udgang har hotellet 342 værelser. Hertil kommer Bergens største konferencesal med plads til 800 personer, nyt ballroom og natklub.

 

Apropos Bergen, så åbnede danske Sun-Air søndag sin nye rute fra Billund til Bergen, drr får fem ugentlige fly. Sun-Air trafikerer strækningen i stedet for Cimber Sterling.

 

Radisson Blu-gruppen har i øvrigt netop åbnet sit første hotel i Uppsala nord for Stockholm. Radisson Blu Uppsala har 185 værelser og er ifølge hotelgruppen Uppsalas første internationale hotel. Det blev indviet 30. maj og ligger i det centrale Uppsala med Ann-Sophie Myrefelt som General Manager.

 

Carlson Rezidor-koncernen åbner flere nye hoteller i Sverige de kommende år; Radisson Blu Riverside Hotel Göteborg samt Park Inn i Lund og i Helsingborg.

 

Radisson Blu hører under amerikanske Carlson Rezidor Hotel Group, der har 1.300 hoteller i 80 lande verden over.

Skrevet af Henrik Baumgarten