Rockstjerne vil redde krakket flyselskab

Ifølge avisen The Guardian arbejder Bruce Dickinson på en redningsplan for flyselskabet, der indstillede driften i mandags.
 
Ved krakket er Astraeus Airlines angiveligt kommet fri af sin islandske ejer, Eignarhaldsfelagid Fengur HF, der også ejer Iceland Express. Eignarhaldsfelagid Fengur kontrolleres af i Palmi Haraldsson, der også stod i spidsen for Sterling Airlines, da det danske selskab gik konkurs i oktober 2008.
Astraeus krakkede angiveligt, fordi selskabet denne sommer har haft mindre forretning end forventet, fået færre kontrakter for vinteren 2011-12 og været superuheldige med tekniske problemer med sine fly.
Bruce Dickinson var i øvrigt kaptajn på det sidste Astraeus-fly, en Boeing 757, der landede i mandags – med pilgrimme fra Saudi-Arabien, der skulle hjem til Manchester.
Han siger, at han allerede har kontakt til en række af mulige investorer med interesse i at få Astraeus på vingerne igen. Selskabet, der havde base i Gatwick-lufthavnen, havde ved konkursen 150 medarbejdere.
”Jeg vil gerne snart igen styre et fly, men jeg kommer måske også til at styre et flyselskab,” siger han.
Astraeus Airlines havde ved konkursen angiveligt fire Boeing 737’ere og fire Boeing 757’ere – tidligere i år var tallet fem Boeing 737’ere og fem Boeing 757’ere samt en Airbus 320.

Skrevet af HB