Royal Caribbean uden fornyelse i København

serenade-of-the-seasCRUISE: Samme skib og samme ruter som i år fra København næste sommer, men verdens største kommer til Middelhavet, mens kapaciteten fra Venedig fordobles.

Der er pænt med kvalitet hos Royal Caribbean med krydstogter ud af København, men når det kommer til fornyelse og større udbud, står det skralt til. Selv om verdens næststørste rederi ligger i front med nye spektakulære og store skibe, falder der ikke noget ekstra af til Skandinavien.

I hvert fald ikke i år og heller ikke i 2016, hvor programmet med Serenade of the Seas ligner sig selv til forveksling med ture langs den norske kyst og i Baltikum.

Til gengæld får Middelhavet godbidderne. I år med verdens største krydstogtskib Allure of the Seas, og næste år med den endnu større Harmony of the Seas, der kommer fra værft næste forår.

I takt med den megen omtale af problemer med krydstogter gennem kanalerne i Venedig er taget til, er det som om efterspørgslen er steget. Det har RCCL benyttet sig af ved næste år at sætte to mellemstore skibe ind, nemlig Jewel of the Seas og Vision of the Seas.

På den måde er kapaciteten fra gondolernes by fordoblet, som afløsning for Splendour of the Seas, der er solgt til den tid.

Som noget nyt kommer den store Navigator of the Seas (137.000 bruttotons) et par gange forbi med stop i København på vej fra Southampton til St. Petersborg.