Russiske flyselskaber vil sortliste umulige passagerer

Efter en række alvorlige sager med stærkt urolige flypassagerer ønsker russiske flyselskaber med indenrigsflyvninger i det store land at give det røde kort til den slags passagerer, ingen vil sidde ved siden af.

“Flyselskaber tager en chance ved at transportere uregerlige passagerer, der måske har kigget for dybt i flasken inden afgang. Men hvis vi tillader flyselskaberne at sortliste ballademagere blandt passagerer, hvad bliver så det næste? En liste over borgere, der støtter oppositionen i Rusland,” siger redaktør Roman Gusarov fra luftfartsportalen Avia.ru

Ideen med at sortliste de uregerlige passagerer kom sidste uge fra Aeroflots koncernchef, Vitaly Savelyev – han fik støtte fra to fremtrædende medlemmer af det russiske parlament, Dumaen. Nemlig formand og næstformand for Dumaens transportkomite, Yevgeny Moskichyov, og Andrei Andreyev.

Formanden for det russiske modsvar til Trafikstyrelsen i Danmark, Alexander Neradko, har også opfordret Dumaen til at gennemføre lovgivning så sortlistningen kan blive lovmedholdelig.

En sortlistning kan betyde, at flyselskaber kan nægte at transportere en passager tilbage, hvis den rejsende med returbillet har været uregerlig. Lovforslaget, der kom sidste måned, kan f.eks. betyde, at en uregerlig passager kan få en karantæne på fem år – før vedkommende igen må flyve med et russisk flyselskab.

Skrevet af redaktionen