WEEKENDMAGASIN: Flot musical i København – Svinkløv Badehotel efter branden – Er der en slange om bord? – Populært slot fortsætter med turistprogram – Ugens citat af flymilliardær Martin Møller.
Af Ejvind Olesen
BYENS FLOTTESTE SHOW: Nej, jeg er ikke en robot. Tænk, det måtte jeg svare på, inden jeg kunne købe billet på nettet til Det Ny Teaters brag af en forestilling med Anything Goes. Til gengæld havde showet ikke noget med robotter at gøre, men banale forvekslinger, skrevet i 1934, men med Cole Portes pragtfulde musik. Det er international klasse, hvad der præsteres på scenen i perioder, når det gælder dans og musik. Var der ikke noget om, at dansk turismes fremtid bl.a. skal baseres på oplevelser? Man kan passende begynde her med at tage på scenens krydstogt med oceandamperen over Atlanten frem til december. Og alligevel blive i København.
BADEHOTEL OG BRANDSIKRING: Svinkløv Badehotel er brændt ned til grunden. Et ikon ved den jyske vestkyst er væk. Men så er det heller ikke værre. Og vel ikke så slemt, at man i Morgen TV behøver at se grædende tilskuere og stamgæster. Det er måske nok lige i overkanten. Der gik heldigvis ingen menneskeliv tabt. – Hotellet fra 1925 var i øvrigt ikke godt nok brandsikret, men overskred ikke nogen sikkerhedsregler, for eksempel sprinkleranlæg på værelserne. Gamle bygninger får dispensationer. Netop nu kan det virke hårdt at nævne det, men trængte hotellet ikke til en ordentlig omgang? Mange værelser til høje priser helt uden bad og toilet i 2016! – Nu kan vi håbe det bygges op igen, gerne i træ og gerne den oprindelige stil. Forhåbentligt er der midler til det, men erfaringerne viser ofte, at forsikringspengene ikke rækker. Forhåbentligt for de unge, nye ejere al mulig ekstra hjælp. Det er en frygtelig situation, de står i. Tænk bare på K.B. Hallen i København. Det skulle nødigt vare ligeså længe før vi ser et ”nyt moderne, gammelt” hotel med ansigtet mod Vesterhavet.
UGENS GYSER: Er der tog, der kører stærkt, så er det Bullet Train i Japan. Man kan ovenikøbet selv følge med i farten på endevæggen i kabinen. Helt som i sin tid på Concorden. Men farten er ikke den afgørende. En kvindelig passager opdagede forleden på vej fra Tokyo til Hiroshima en slange mellem hendes og naboens stol. Den var ca. 30 cm lang, og det er endnu uklart om den var giftig. Konduktøren trak i nødbremsen, og på nærmeste station kom politi og eksperter og fjernede dyret. Forinden lød det over højtaleren: ”Er der nogen, der har haft en slange med om bord?” Ingen meldte sig.
GOSSIP: Egeskov Slot er en perle i det danske landskab og en ægte event for mange, også grupper og konferencer. Nu har greveparret Caroline og Michael Ahlefelt besluttet sig til, at de vil skilles efter ti års ægteskab. Om Egeskovs fremtid som attraktivt turistmål er intet meddelt, men ifølge fyens.dk, er det grev Michael Ahlefeldt, som alene ejer alle aktiviteter. Han er niende generation på Egeskov og har så vidt vides ingen planer om ændringer for de mange gæster fra ind-og udland, som hvert år lægger vejen omkring Egeskov.
UGENS CITATER: Martin Møller, bestyrelsesformand og medejer af NAC i Børsen: ”Bliver jeg lykkeligere af at spise Beluga kaviar? Nej, men jeg bliver federe, og det har jeg ikke lyst til.”
Air China Magasin: ”London er i det store og hele et trygt sted at rejse til. Dog er det nødvendigt med forholdsregler i de nabolag, der er befolket af indere, pakistanere og sorte. Vi fraråder turister at gå ud om natten, og kvinder bør altid være i selskab, når de rejser.”
Skilt i nu nedbrændt Svinkløv Badehotel: ”Dette hotel ligger uden for stresszonen. Vil De have maden hurtigt, så tag ind til byen.”