Sådan skal man komme til København

'Søens Folk' bød dronning Margrethe velkommen til åbningen af den nye krydstogtkaj. Foto: Preben Pathuel.

‘Søens Folk’ bød dronning Margrethe velkommen til åbningen af den nye krydstogtkaj. Foto: Preben Pathuel.

CRUISE: ”Der er ikke nogen bedre måde at komme til København end fra søsiden”, sagde Dronningen i sin tale ved åbningen af den ny krydstogtkaj i Nordhavn. Og hun ved, hvad hun taler om.

Dronning Margrethe ringede tre gange med skibsklokken. Solen skinnede, Tivoligarden spillede, og et par hundrede inviterede gæster klappede behørigt fredag eftermiddag, da Københavns Havn indviede den ny krydstogtkaj med plads til tre store skibe på samme tid ved de tre nye terminaler.

Dronningen har som bekendt sit helt eget krydstogtskib, nemlig Dannebrog, som på onsdag runder Kronborg og lægger til i Helsingør for at markere den ny sommersæson. Så hun ved også, hvad hun taler om, når det gælder krydstogter.

I fredags lå kun Legend of the Seas ved Oceankajen – den ny i Nordhavn, længst ude. Skibet så større ud end det egentlig er. I næste weekend kommer flere og større.

Dronningen sagde blandt andet i sin tale: ”Der er ikke noget bedre måde at se København på end fra søsiden. Den nye kaj, de tre terminaler og hele området, håber jeg vil blive indledningen til en god oplevelse for turisterne, når de kommer til København. Det fortjener de, og det fortjener byen.”

Overborgmester Frank Jensen fremhævede, at København har fået prisen som verdens bedste krydstogtby. (Der er flere af den slags undersøgelser, som også giver prisen til andre byer rundt om i verden, men, at København er oppe i bedste kategori. Kan der ikke være tvivl om, red).

”Krydstogtturismen skaber stor omsætning og mange job i vores virksomheder. Derfor er det vigtigt med en virkelig god service. Med tiden vil der skyde en hel ny by op herude med 40.000 indbyggere og lige så mange arbejdspladser. Foreløbig siger vi velkommen til vore mange krydstogtgæster i nye omgivelser. Vi skal fastholde vores position blandt vedrens bedste krydstogthavne”, fastslog overborgmesteren i sin officielle tale.

Næste weekend lægger Legend of the Seas til igen sammen med MSC Poesia, Eurodam fra Holland-America, MSC Orchestra – samt den største af dem alle, Royal Princess (om mandagen).