Krydstogtskibet Villa Vie Odyssey. (Foto: Villa Vie Residences | PR)

Sælger ejendele for at besøge 425 havne i 147 lande

I tre og et halvt år skal ægteparret Jerry og Grace Grady opleve verdens syv kontinenter. De har sagt farvel til de fleste af deres ting for at flytte ind på et af to krydstogtskibe med fastboende.

Vi er som vagabonder, der altid har rejst meget. Sådan forklarer Jerry Grady en del af bevæggrunden for, at han og hustruen Grace har solgt de fleste af deres ejendele og købt billet til en rejse lidt udover det sædvanlige på krydstogtskibet Villa Vie Odyssey.

I løbet af de kommende tre og et halvt år skal ægteparret, der er i 70’erne, sammen med godt 800 medpassagerer bo og leve på skibet, mens de besøger verdens syv kontinenter og gør anløb i 425 havne på tværs af 147 lande.

Siden skibet blev søsat i 1992, har det nuværende Villa Vie Odyssey haft en række navne, ligesom det har været en del af flåden hos blandt andet Crown Cruise Line, Norwegian Cruise Line samt Fred Olsen Cruises. I dag er det og The World de to eneste krydstogtskibe med fastboende passagerer.

Har solgt til venner
Det er to år siden, at Jerry og Grace Grady flyttede fra USA til hendes hjemegn på Sicilien, hvor de siden har lejet en bolig.

De besluttede at forvandle drømmen om at stå til søs med krydstogtskibet til virkelighed, og som sagt så gjort, og derfor har ægteparret brugt måneder på at skille sig af med deres ejendele for, at de kan finansiere deres plan.

Det er fortrinsvis deres venner, som har købt deres nu tidligere ejendele.

Får mere end kahytten med i prisen
Parret har brugt pengene på en indkvartering på skibet. Deres kahyt koster godt 43.435 dollars om året, hvilket i dagskursen svarer til omkring 303.000 kroner. Den dyreste kahyt, som passagererne på Villa Vie Odyssey kan vælge, beløber sig til 72.635 dollars (506.000 kroner) årligt.

Med i prisen er alt det mad og sodavand, de kan spise og drikke, samt alkohol til aftensmåltidet.

Det samme er roomservice døgnet rundt, ugentlig rengøring og tøjvask hver anden uge. Derudover er der trådløst internet og passagererne kan gratis blive tjekket ved en læge, selvom de dog selv skal betale for eventuel medicin eller nødvendige indgreb. Det skriver Euronews Travel.

En drøm der går i opfyldelse
I ægteparrets optik ender de med at bruge stort set det samme, som de ville, hvis de boede på landjorden, men på denne måde får de mulighed for at rejse verden rundt.

”Vi slipper for at betale regninger, forsikringer og andre udgifter. Det er desuden en meget nemmere måde at rejse på, end hvis vi selv skulle booke de forskellige ture individuelt,” siger Grace Grady – inden Jerry tilføjer:

”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvis jeg skulle pakke kufferter før og efter hver af disse rejser. Jeg har altid drømt om at opleve verden.”


Relaterede artikler:

Verdens største krydstogtskib mistede strømmen

54 nye krydstogtskibe til 240 milliarder kroner

1,8 millioner kroner for globalt krydstogt i 136 dage