Norwegian Cruise Lines kommende krydstogtskib Norwegian Aqua i illustration fra rederiet.

Sætter cruises på kommende krydstogtskib til salg

Først i foråret 2025 er Norwegian Cruise Line klar med første krydstogtskib i den nye skibsklasse, Prima Plus. Men sejladser med Norwegian Aqua til én milliard euro, sættes allerede nu til salg.

Norwegian Cruise Lines (NCL) krydstogtskib nummer 20 får navnet Norwegian Aqua. Skibet har plads til 3.571 passagerer og rummer blandt andet verdens første hybridrutsjebane, skriver NCL i en pressemeddelelse.

Norwegian Aqua skal efter planen sejle sit første krydstogt i april 2025 med et syv-dages krydstogt i Caribien, og NCL har netop åbnet for salget til kommende krydstogter med Norwegian Aqua.

Norwegian Aqua bliver det første krydstogtskib i Norwegian Cruise Lines nye Prima Plus Class – en udvidet version af rederiets seneste skibsklasse, Prima Class.

Traditionen tro bygges NCL’s krydstogtskibe på det italienske skibsværft Fincantieri. Det nye Prima Plus-skib bevarer flere faciliteter fra søsterskibene, Norwegian Prima og Norwegian Viva, men med 10 procent mere plads og kapacitet får Norwegian Aqua større udendørsområder og en højere bemanding end på noget andet moderne krydstogtskib, oplyses det.

Norwegian Cruise Line Holding-gruppen tæller tre varemærker; mainstreamproduktet Norwegian Cruise Line (med netop nu 19 skibe), det finere Oceania Cruises (syv skibe) og highend-rederiet Regent Seven Seas Cruises (fem skibe). Gruppen har omkring 10 procent af det globale krydstogtmarked på over 30 millioner årlige passagerer.

322 meter
Norwegian Aqua måler 322 meter – og skibet får blandt sine mange attraktioner verdens første hybridrutsjebane ’Aqua Slidecoaster’. Rutsjebanen har magnetisk løft og snor sig rundt på toppen af skibet og sender i høj fart gæster gennem to baner – med og uden vand, hedder det i pressemeddelelsen.

Udendørsområderne er større på Norwegian Aqua end på noget andet skib, hedder det. For eksempel strækker Ocean Boulevard sig rundt om hele skibet og er den største til dato. Ocean Boulevard byder blandt andet på glasbroen ’Ocean Walk’, der giver følelsen af at gå i luften – højt hævet over vandet.

Blandt suitenyhederne bliver de nye treværelses Duplex Haven Suites. De nye luksussuiter vil være i to etager og inkluderer blandt andet separate opholds- og spiseområder, en stor balkon, tre soveværelser og tre badeværelser.

 

Relaterede artikler:

Krydstogtgigant får kritik for vildledende annoncer

Flere krydstogtrederier prioriterer solorejsende

Dansk rejsebureau bruger millionbeløb på krydstogtreklame