Det lettiske flyselskab airBaltic får prisen som Airline Market Leader 2018.

Sætter pris på flyselskaber

Air Transport World har sat navn på vinderne af sine awards for 2018, blandt andet den anerkendte Airline of the Year. Blandt vinderne i øvrige kategorier er airBaltic og Norwegian.

Det japanske Star Alliance-medlem All Nippon Airways bliver modtager af 2018 Airline of the Year, der uddeles af det amerikanske magasin Air Transport World, ATW. I alt bliver der ved en gallaceremoni 27. marts i Dublin overrakt ni priser af ATW, der i år uddeler sine priser for 44. gang.

Det lettiske flyselskab airBaltic får prisen som Airline Market Leader 2018, mens Norwegian tildeles prisen Value Airline of the Year 2018. Ved prisuddelingen i den irske hovedstad modtager Lufthansa Gruppens koncernchef, Carsten Spohr, prisen for Leadership Excellence, mens Air Canada bliver Eco-Airline of the Year.

De øvrige ATW-priser i år går til Airport of the Year: Hong Kong International, Leasing Company of the Year: AerCap, Aviation Technology Achievement: SITA og Passenger Experience Achievement: Cross Border Xpress. Alle vinderne findes af redaktørerne hos ATW.

Til lykke til Bjørn Kjos og hans team
Nogle af årets vindere af ATW-priserne har netop udsendt pressemeddelelser. Fra Norwegian, der bliver ‘Value Airline of the Year’, er der blandt andet en udtalelse fra ATW’s chefredaktør, Karen Walker, der siger: ”Norwegian har sat sine spor på det globale marked med et godt kvalitetsprodukt til en lav pris ifølge juryen. Jeg gratulerer koncernchef Bjørn Kjos og hans team med en velfortjent pris. Juryen er meget imponeret over Norwegians innovation, og hvad selskabet har udrettet.”

Selv siger Bjørn Kjos: ”Prisen er en stor anerkendelse for os, men den havde ikke været mulig uden vores hengivne medarbejdere.”

Norwegian er ifølge egne oplysninger verdens sjettestørste lavprisselskab med cirka 9.000 medarbejdere, over 500 ruter til mere end 150 destinationer i blandt andet Europa, Asien og USA. Selskabet havde sidste år 33 millioner passagerer på sine omkring 150 fly.

Også glæde hos airBaltic
Det lettiske flyselskab airBaltic modtager 2018 ATW Airline Industry Achievement Award som Market Leader of the Year. airBaltics koncernchef, Martin Gauss, siger i en kommentar: ”2017 blev et rekordår for airBaltic, og vi glæder os over prisen fra ATW. Vi øgede sidste år vores markedsandele i det baltiske område og dermed vores position som markedsledende.”

Også her er der en udtalelse fra ATW’s chefredaktør, Karen Walker: ”airBaltic har dramatisk udvidet og forbedret den kommercielle luftfart i Baltikum. Dette innovative flyselskab leverer et kvalitetsprodukt til sine kunder med nye fly fra Bombardier.”

airBaltic betjener over 60 destinationer i primært Europa med sine foreløbig 31 fly, disse omfatter indtil videre otte Bombardier CS300, 11 Boeing 737 og 12 Bombardier Q400Next Generation.

Relaterede artikler:

American blev Airline of the Year 2017

Norwegian har flest lavpris-langruter

airBaltic får sin første CS300 i 2018