Sälen er danskernes svenske skifavorit

sälenSälen i Dalarna er danskernes ubetingede favorit, viser nye tal fra VisitSweden. Favoritterne domineres af de kendte destinationer, hvor Isaberg og Idre Fjäll også er med.

Med flere end 200.000 gæstenætter har Sälen igen i år sikret sig førstepladsen som danskernes favorit-skiområde i Sverige. Det består af de seks områder Lindvallen, Högfjället, Tandådalen, Hundfjället, Kläppen og Stöten.

Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden: ”Når danskerne søger mod Sverige, går de efter de destinationer, der både er familievenlige, og hvor der også er varieret skiterræn, der kan udfordre de erfarne skiløbere. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det netop er Sälen i Dalarna, Isaberg og Idre Fjäll, der er danskernes favoritter.”

”Det er rigtig interessant, at Isaberg ligger med i toppen. Det bekræfter vores oplevelse af, at flere og flere tager en forlænget weekend til f.eks. Isaberg i løbet af sæsonen – enten for at teste formen inden den ’rigtige’ skiferie, eller for at slutte sæsonen af med en lille ekstra tur.”