SAS-chefen skuffet over det danske kabinepersonale

Af Ejvind Olesen

 

STOCKHOLM: Det var oplagt at hæfte sig ved alt det, der gik godt for SAS sidste år og den første måned i år, da SAS i går holdt årsmøde med status for virksomheden.

 

Alligevel kom man let til at fokusere præcis på det, der haltede. Naturligvis kunne koncernchef Rickard Gustafson med sit andet årsregnskab ikke være tilfreds, omend et overskud på 94 mio. kr. før skat og engangsposter, var det første plus for driften på bundlinjen i fem år.

 

Spanairs konkursmelding kostede al glæden med det resultat, som nu blev et minus på 1,6 mia. kr., og puffede yderligere til den kendsgerning, at der i de kommende tre år skal hentes fem mia. kr. i besparelser og effektivisering. 
Det er næsten en livsbetingelse for at klare sig i konkurrencen. Nogle lavprisselskaber har fortsat mellem 20 og 30 procent billige produktion.

 

Til gengæld var det meget tæt på, at der kunne være kommet et jubelbudskab om, at SAS mod alle odds i et overenskomstår allerede har alle kollektivaftalerne i hus med en besparelse på én milliard kroner i den kommende to-årige periode fra 1. april.

 

Hvis altså ikke lige det havde været for det danske kabinepersonale, der som eneste grupper ikke ser ud til at ville være med.

 

På pressemødet blev SAS-chefen straks spurgt om alle fagforeninger var enige, og han svarede som sandt er, at man mangler det danske kabinepersonale, som dog har lovet at gå ind i forhandlinger om besparelser.

 

Bagefter sagde Rickard Gustafson på spørgsmål om han var skuffet til takeoff.dk:

”Ja, det må jeg indrømme. Det er helt sikkert. Jeg synes faktisk, det er mangel på respekt over for kolleger og deres flyselskab. Nu må jeg nøjes med at konstatere, at det danske kabinepersonale dog har sagt ja til fortsat forhandling om besparelse. Mere vil jeg ikke sige lige netop i dag.”

 

Om konkurrencesituationen generelt fremgik det af årsberetningen, at SAS ikke tabte markedsandel på sit hjemmemarked, men presses mere og mere fra flere aktører. Det betyder dog ikke, at man igen vil til at flyve på Bromma. Det lader man bl.a. Flybe og Cimber Sterling om.
”Vi er godt tilfredse med Arlanda, hvor vi har et fintmasket net til København og Oslo,” sagde Rickard Gustafson.

 

Er SAS mon ved at gå fallit?
”Nej, vi har et finansielt beredskab på ni mia. kr., men vi er tvunget til at vise vores investorer og banker, at vi kan gennemføre besparelser efter planerne. Kan vi ikke det, er situationen dybt alvorligt,” svarede SAS-chefen.

Skrevet af Ejvind Olesen