SAS fortsætter spændende kursændring i næste uge

TORSDAGSKLUMME: Oven på salget af Cimber er der lagt op til en endelig afgørelse om udflytning (endelig ikke udflagning) til en eller flere baser i udlandet, når den øverste ledelse i SAS holder styremøde på tirsdag.

Af Ejvind Olesen

SAS har lagt kursen om. Nu fokuseres på langruter som kerneforretning samtidig med, at man lader eksterne partnere overtage regionalruterne. Det er såmænd ikke så længe siden, at det var lige omvendt.

Indtil det afgørende opgør med pilotforeninger om lønninger og arbejdsforhold i november for fem år siden, var det som fhv. koncernchef Jørgen Lindegaard allerede sagde i perioden efter årtusindskiftet: ”Vi skal ikke have flere langrutefly. Hver gang vi sender et i luften, taber vi penge.”

Siden er der kommer nye trusler fra lavprisselskaber, som allerede lurer ved dørtrinnet til de lange ruters verden. Her kan meget ændre sig i nær fremtid, hvis USAs nye præsident Donald Trump gør alvor af at trække aftalerne med Mellemøsten (Open Sky) ud, fordi de koster amerikanske arbejdspladser. Det vil omgående brede sig til den voldsomme ekspansion, som finder sted i europæiske selskaber (også i SAS), og vende op og ned på de ruter, vi allerede kender. Hertil kommer i overmål Brexit og følgerne heraf.

Men som det ser ud på tirsdag, når SAS-styret holder årets første mødem er en helt del afklaret. Salget af Cimber til CityJet er gået hjem efter mere end et halvt års forhandlinger. Nu og her koster det 20 mio. kr., men på længere sigt forventer SAS ledelsen lavere omkostninger, oven i køber med splinternye fly som ekstra gevinst.

Nu skal der findes en afløser for JetTime med ATR-flyvninger. Flere selskaber har allerede meldt sig for at få den del af SAS-kagen, som JetTime i hvert fald ikke kunne tjene penge på. Men SAS regner selv med at nå frem til en aftale, der ligesom med CityJet kan dække den helt korte del af regionale ruter billigere end selskabet selv.

Tilbage er de mange europæiske ruter mellem hovedstæderne og kendte feriedestinationer for at tilgodese såvel business som selve lavpristrafikken. Og dem vil SAS fortsat selv flyve med spritnye Airbus A 320neo.

Sidst men ikke mindst er der langrutetrafikken. Den kommer for alvor i fokus på tirsdag sammen med de givtige mellemdistanceruter. Efter hvad standby.dk erfarer, vil det blive meldt ud, at man agter at skabe to nye baser uden for de tre i Skandinavien (København, Stockholm og Oslo). Hidtil har direktionen skrevet til ansatte på intranet, at man overvejer noget i den retning. Man vil under ingen omstændigheder have det forvekslet med ordet udflagning, som straks leder tanken hen på asiatisk arbejdskraft og social dumping.

Den debat kan ikke holdes i gang, da overenskomstforhandlingerne netop er startet. Og uden at udflytningsplaner til nye baser kendes (eller helt er droppet), har de ingen gang hverken på jorden eller i luften.

Bestyrelsen skal være indstillet på, at nu skal det være. SAS udgifter skal ned, hvis selskabet skal blive på skandinaviske hænder. Norge og Sverige er allerede begyndt at sælge ud af aktierne. Danmark afventer. Men med formand Fritz Schur i spidsen og en anbefaling til en liberal regering, vælger Danmark sikkert at følge de to andre i den beslutning.