SAS har fyldte fly på langruterne

”De ofte fyldte fly på langruterne skyldes en kombination – SAS flyver til de ”tungeste” destinationer, vi har et godt produkt med vores tre klasser ombord og så profiterer også flyselskaberne på den stærke økonomiske vækst i bl.a. Asien. Her har f.eks. A.P. Møller-Mærsk travlt i Fjernøsten, og deres store vækst smitter af på os. Samtidig trækker vi også passagerer til med et godt bonusprogram og høj punktlighed.”

Det siger salgsdirektør i SAS, Per Møller Jensen (foto), til takeoff.dk

 

Samtidig er det også nemmere at fylde ét dagligt fly op på langruterne – end på store europæiske destinationer; fx har SAS op til syv daglige afgange på hverdage fra Københavns Lufthavn til London.

 

SAS har foreløbig 11 Airbus 330/340-fly til sine langruter. Det 12. er på vej tilbage efter en tur i mølposen – det fly skal bruges til SAS’ næste langrute, Shanghai, der genåbner næste år.

 

Per Møller Jensen glæder sig også over, at SAS fra årsskifte har fået en stor kontrakt med Statens og Kommunernes Indkøbsservice, SKI.

 

Ifølge SAS’ interne mail blev selskabet valgt på 104 ud af 107destinationer, heraf 43 som ene-leverandør for SKI. Kontrakten mellem SKI og otte flyselskaber er på ca. 450 mio. kr. om året – her af lander de ca. 200 mio. kr. hos SAS.

 

De øvrige selskaber, SKI vil bruge i den nye to-årige aftale, der kan forlænges yderligere to år, er udover SAS (med Austrian Airlines og Swiss) også Air Canada, Air France KLM, Brussels Airlines, LOT, Norwegian, ungarske Malev samt dansk Sun-Air.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten