For første gang har SAS benyttet kunstig intelligens til at lave en reklamekampagne. Den vil blandt andet møde de turister, der er rejst til København og Malmø i forbindelse med Eurovision.
Tirsdag aften starter det hele, når den første af to semifinaler ved Eurovision Song Contest, som det Europæiske Melodi Grand Prix kaldes i dag, løber af stablen. Den anden semifinale finder sted torsdag, mens vinderen kåres ved finalen lørdag aften.
Sangkonkurrencen foregår i Malmø Arena, men begivenheden trækker tråde til hele byen, hvor der er indrettet fanzoner, mindre scener og løbende foregår arrangementer og koncerter. Denne uge er kulminationen på godt et års forberedelser i Malmø, der er værtsby for tredje gang.
SAS er en af de mange virksomheder og organisationer, der har valgt at benytte Eurovision som anledning til at gøre opmærksom på sig selv samtidig med, at man byder de tilrejsende velkommen til Skandinavien.
Prøver for første gang
I forbindelse med den store begivenhed har SAS nemlig netop lanceret et nyt reklamefremstød, som består af en række billeder, der er skabt ved hjælp af kunstig intelligens (artificial intelligence (AI)), af virtuelle passagerer med det skandinaviske flyselskab.
Det er første gang, at SAS benytter den nye teknologi til at lave reklamer. Billederne er fremstillet i samarbejde med den svenske fotograf Stephanie Löwenstein, der også har markeret sig som kunstner med netop kunstig intelligens som værktøj.
Udover at billederne vil dukke op på SAS’ sociale medier og i annoncer, vil de også blive hængt op på gader og stræder i København og Malmø samt en række såkaldte nøglelufthavne på tværs af Skandinavien, oplyser flyselskabet.
Erklærer sig glad for at bidrage til fejring
Det er os, der bringer Europa til Malmø. Sådan lyder det fra SAS’ koncernchef Anko van der Werff med henvisning til, at selskabet vil foretage omkring 1.800 flyvninger til og fra lufthavnene i henholdsvis København og Malmø i løbet af Eurovision-ugen.
”Hele Øresunds-regionen bliver til en hub fyldt med farver og musik, når tusinder strømmer til for at deltage i fejringen i Malmø,” uddyber topchefen i et opslag på LinkedIn.
”Vi er glade for at kunne deltage i denne ugelange fejring og give alle de tilrejsende gæster en varm og skandinavisk velkomst. Derfor er beskeden fra alle os i SAS, at vi håber, at I må få en fantastisk uge i Malmø.”
Relaterede artikler:
SAS øger flyafgange til popfænomens koncerter