SAS single i USA uden bejlere

SAS-A340_1.jpgMANDAGSKLUMME: Mens det går fremragende for de direkte ruter for SAS mellem Skandinavien og USA, kniber det gevaldigt med parterne på den anden side Atlanten. Nu foretrækker American Airlines igen kun at være sammen med sin egen familie.

Af Ejvind Olesen

Af en eller anden fortsat uforståelig grund røg SAS ud af pipeline til Atlantic Plus Plus- samarbejdet, hvor Lufthansa, United og Air Canada nu fletter fingre. Den officielle grund er vistnok, at konkurrencemyndighederne ikke ville give tilladelse. Til gengæld kan man fortsat sidde med mistanken om, at Lufthansa gerne ville gå selv med sin helt egen familie bestående af en stribe af europæiske flyselskaber.

Hvorfor er det ikke konkurrenceforvridende, at Austrian, Swiss med flere er med? Hvorfor er det OK med Air France/KLM og Delta? Hvorfor er det i orden med British Airways/Finnair/Iberia og American? Hvorfor protesterer SAS ikke vildt og voldsomt?

Nu er man nemlig havnet der, hvor SAS er single på det amerikanske marked uden egentlige partnere, bortset fra IATA regulativerne. Senest har American igen opsagt det nye kommercielle samarbejde fra begyndelse af næste måned.

SAS har heller ikke mere den store fordel at have et amerikansk flynummer i en codeshare, som giver tusinder af amerikanske statsansatte lov til at bruge selskabet. Imens kan de andre alliancer mellem Europa og USA styrke indsatsen og skabe attraktive priser og forbindelser.

SAS er placeret mellem to stole. Forskyldt eller uforskyldt. Det samme er Københavns Lufthavn. SAS fhv. partnere i USA (United) gider ikke flyve til København, fordi det er et hub, hvor de ikke kan samle trafik til familien. Som de kan i Amsterdam og Frankfurt.

American Airlines vil ikke, fordi de ikke vil feede ind til et Star Alliance hub. Delta Airlines kan af en eller anden ubegribelig grund ikke se, at det kunne være en god ide at konkurrere året rundt med SAS mellem København og New York (og måske Atlanta). Nu bliver det blot til nogle få sommermåneder.

Derfor har SAS stort set banen for sig selv på denne side Atlanten. Det er naturligvis godt for selskabet. Det samme er bare også tilfældet på den anden side. Og det er mildt sagt ikke ret godt.