Det kommende konference- og eventhotel i Frankfurt, som Scandic skal drive. Hotellet forventes at stå færdigt i 2021.

Scandic udvider i Tyskland

HOTELLER: Scandic skal drive endnu et hotel i Frankfurt. Med 22.000 m2 og 506 værelser forventes det nye konference- og eventhotel at stå færdigt i 2021.

Senest i august 2017 underskrev Scandic en langsigtet leasingkontrakt med S.H.I.R. Real Estate om driften af Wyndham Grand Frankfurt, der kommer til at hedde Scandic Frankfurt Museumsufer. Det forventes at åbne i starten af 2018 efter en større renovering.

Her et halvt år senere har Scandic fulgt op på strategien og underskrevet endnu en aftale, denne gang med B&L Group, om at drive et af Frankfurts største konference- og eventhoteller, der forventes at åbne i 2021 i det nye Hafen Park Quarter ved Main-floden.

Hotellet vil være på 22.000 m2 og får 506 værelser, 2.000 m2 konference- og eventfaciliteter og et ballroom på 600 m2.

Konsolidering i Tyskland
“Hotellet i Hafenpark er i tråd med Scandics strategi om at ekspandere i de største byer i Tyskland. Tilføjelsen af dette andet hotel i Frankfurt vil ikke blot øge bevidstheden om Scandic, men også konsolidere vores tilstedeværelse på det tyske marked, hvilket skaber synergier med Scandic Frankfurt Museumsufer, som åbner i februar. De to hoteller komplementerer hinanden godt, og de vil også øge vores driftsresultater og markedsandel,” siger Even Frydenberg, President & CEO Scandic Hotels Group.

Scandic har yderligere to hoteller i Berlin og et i Hamborg, Scandic Hamburg Emporio, der har fået en pris ved The Certified Star Award fra the German Business Travel Association som bedste hotel i kategorien ‘Conference Hotel’ og blev nr. to i kategorien ‘Business Hotel’ i 2016 og nomineret igen i 2017.

Kommercielt knudepunkt

Ud over i forvejen at være knudepunkt for messer, kongresser og konferencer ikke kun i Tyskland, men på verdensplan, så er Frankfurts lufthavn en af de travleste i Europa. Her udvides med en tredje terminal med plads til 15 millioner rejsende om året. Den nye terminal forventes at stå færdig i 2023.

“Det er en fantastisk mulighed for Scandic. Frankfurt er et stort finanscenter og globalt kommercielt knudepunkt. Vi forventer, at det nye hotel vil udvikle sig godt på markedet på grund af sine mange indtægtsmuligheder og den fantastiske beliggenhed ved siden af ECB,” siger Michel Schutzbach, Managing Director Scandic Tyskland.

Relaterede artikler:

Scandic tilbage på hotel i Aarhus

Scandic henter nye ansatte udenfor hotel-branchen

Scandic skal drive nyt lufthavnshotel