Snegaranti er det vigtigste

Sne på pister og løjper er den altafgørende faktor for danskerne, når det gælder valg af årets skiferie.

Det viser en undersøgelse fra Epinion for VisitSweden. Men ud over enighed om snegaranti er der forskel på, hvad mænd og kvinder prioriterer højest.

”Sneen væltede ned i Sverige allerede i november, så flere destinationer kunne åbne ekstremt tidligt denne sæson. De gode sneforhold er fortsat, så der er fantastiske sneforhold i år,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden. Flere skiområder i Sverige melder om flere fuldt bookede uger og weekender i løbet af februar.

Ud over enighed om snegaranti viser undersøgelsen, at der er forskel på, hvad mænd og kvinder prioriterer. 17% af kvinderne har prisen som det næst vigtigste, mens 16% af mændene prioriterer et varieret skiterræn.

”Det er altid sjovt at se, hvor mænd og kvinder adskiller sig, men heldigvis kan et varieret skiterræn, snegaranti og gode priser sagtens forenes på samme ferie,” siger Anna Kron Boysen.