Antallet af rejser med færge, bil og tog slog flere rekorder hos DSB, Molslinjen og Storebæltsbroen i denne sommer, viser ny opgørelse fra Transportministeriet.
Der er sat flere rekorder i trafikken på tværs af landet denne sommer. Det gælder både sejlruten over Kattegat, trafikken på Storebælt og antallet af solgte sommerrejsepas fra DSB. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
I den siger transportminister Benny Engelbrecht: ”Coronasituationen i Danmark og resten af verden har betydet, at mange danskere holdt sommerferie hjemme. Det ses tydeligt på sommerens trafiktal, hvor antallet af rejsende inden for landets grænser har sat flere rekorder.
Jeg håber de mange sommerferierejser har taget danskerne til nye steder og givet gode ferieminder. Jeg mindes med glæde min barndoms ferier i Danmark og den viden om vores land og almene dannelse, det har givet mig. Måske denne sommer betyder, at flere føler sig inspireret til at holde ferie herhjemme en gang imellem. Jeg er glad for, at et enigt Folketing har besluttet, at det også skal være muligt at købe rejsepas de kommende år,” siger Benny Engelbrecht.
Juli største rejsemåned i Storebæltsbroens historie
Trafikken over Storebælt satte rekord i juli, som blev den største rejsemåned i broens historie. 1.349.545 køretøjer tog turen over broen i juli. Derudover satte broen ny døgnrekord den 31. juli, hvor 56.291 biler krydsede bæltet på en enkelt dag, oplyser ministeriet.
Udover trafikale rekorder på forbindelsen mellem Fyn og Sjælland, noterede Molslinjens hurtigfærger mellem Jylland og Sjælland også rekord. Det skete med 237.819 biler over Kattegat i ugerne 25-31. Det er en stigning på 14,5 procent flere biler end i 2020.
DSB havde også mange sommerrejsende med, og salget af Rejsepas kom i år op på 51.751. Der var 100.000 til salg.
Ud over Rejsepasset, der gav fri rejse i al kollektiv transport i otte dage for 399 kroner, havde DSB også en sommerkampagne med billige Orangebilletter. 520.164 passagerer købte en sådan i sommerferien, og størstedelen af dem tog turen over Storebælt.
Relaterede artikler:
Sommerpakke er blevet til efterårspakke