Ved åbningen af Novasols nye kundeservicecenter i Aksen i Aarhus deltog koncernchef for Awaze-gruppen, der ejer Novasol, Henrik Kjellberg, og byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Heidi Bank. Pressefoto fra Novasol: Jakob Lerche.

Sommerhusudlejer skaber 65 nye jobs i Aarhus

Novasol, Europas største udbyder på sommerhusudlejning, har åbnet nyt kundeservicecenter i Aarhus. Det skaber over 65 nye arbejdspladser. Gode bookingtal for næste sommer.

Novasol, der blev grundlagt 1968 i København, er ifølge egne oplysninger i dag Europas ledende virksomhed inden for ferieboligudlejning. Novasol har omkring 50.000 ferieboliger fordelt på 22 lande i Europa, herunder næsten 10.000 boliger i Danmark.

Novasol, der i dag ejes via den amerikanske Awaze-koncern af kapitalfonden Platinum Equity, har netop åbnet nyt kundeservicecenter i Aarhus med Christian Albrechtsen som chef.

Group CEO i Awaze, Henrik Kjellberg, sagde i sin tale ved åbningen i Aarhus: ”Aarhus er i stigende grad blevet synlig på Danmarkskortet, når det gælder international vækst. Byen er en stærk magnet for de rette kompetencer og danner en fremtidssikret ramme om Novasols udvikling i de kommende mange år.”

Afdelingen i Aarhus går fra at være lokal til international, da virksomheden udvider sin kundeservicefunktion i Danmark og Europa fra et til seks sprog. Det nye kontor bliver dermed et internationalt kompetencecenter, hedder det i en pressemeddelelse fra Novasol.

Essentielt for turismebranchen
At kunne fastholde og tiltrække nye medarbejdere er essentielt inden for turismebranchen, der er Danmarks fjerdestørste erhverv, oplyses det.

Henrik Kjellberg siger: ”I en udfordrende tid for turismebranchen, er Awaze stolte over at kunne åbne et nyt Novasol-kontor og bidrage til nye interessante arbejdspladser for hele regionen.”

I sin tale understregede han, at udviklingen ser god ud for Novasol med gode bookingtal for efterårsferien og sommeren 2022.

”Det ser ud til, at danskerne har taget staycation-trenden til sig. For efterårsferien er 94 procent af vore huse udlejet, og for næste sommer ligger bookingerne for Danmark allerede højt sammenlignet med tiden før pandemien. Juli er fortsat den mest populære måned, og vi har 73 procent flere udlejninger booket, end vi havde på samme tidspunkt i 2019. Vi ser også en fin udvikling i internationale gæster, dem har vi jo savnet de seneste to sæsoner, men nu ser de ud til at komme tilbage til forår og sommer 2022,” sagde Henrik Kjellberg.

Awaze Group er ifølge pressemeddelelsen den største udbyder af ferieparker og overnatningssteder i Europa, og har udover Novasol også varemærkerne cottages.com, Hoseasons og James Villa Holidays.

Awaze solgte for nylig Landal GreenParks, der står bag syv ferieparker i Danmark, til den hollandske kapitalfond Roompot.

Relaterede artikler:

DI ønsker mere markedsføring af turisme i Danmark

Kæde af ferieparker får ny ejer

Novasol køber hollandsk konkurrent