Kystturismen skaber under normale rejseår omkring 70.000 fuldtidsjobs i Danmark, oplyser Novasol og henviser til rapport fra Visit Denmark. Pressefoto fra Novasol.

DI ønsker mere markedsføring af turisme i Danmark

Dansk Industri ønsker ”højlydt markedsføring af Danmark som tryg destination.” DI peger på, at de i år 540.000 færre sommerhusovernatninger betyder 300 millioner kroner i mindre indtjening.

Selv om danskerne har bestilt flere ophold i ferieboliger i Danmark, så mangler der 540.000 overnatninger sammenlignet med 2019, viser beregningerne foretaget af Dansk Industri. DI efterspørger samtidig “en massiv markedsføring af Danmarks som tryg destination.”

Trods danskernes store appetit på at leje feriebolig i Danmark, er der nemlig stadig et pænt stykke til normalen, som verden så ud før coronakrisen ramte, lyder det fra DI.

De 540.000 færre bookede overnatningerne i danske feriehuse, sammenlignet med 2019, året før coronakrisen, skyldes et fald i udlejninger til udenlandske turister, navnlig tyskere. Beregningerne har taget højde for bookinger for resten af sommeren, oplyser DI.

Ifølge tal fra Feriehusudlejernes Brancheforening har Danmark i alt 200.000 sommerhuse, hvoraf 40.000 med i alt 300.000 senge udlejes. Af de 40.000 sommerhuse til udlejning formidler medlemmerne af Feriehusudlejernes Brancheforening cirka 90 procent af disse. I et normalt år er der cirka 20,7 millioner sommerhusudlejninger i Danmark, hvoraf tyskerne booker cirka 13 millioner.

Brug for en højlydt markedsføring
Beregningerne viser ifølge vicedirektør i DI, Henriette Søltoft, at der er behov for en massiv markedsføring af Danmark som feriedestination.

Hun siger til DI’s nyhedsbrev: ”Attraktioner i sommerlandet, der er afhængige af udenlandske gæster, kan i den grad mærke det på besøgstallene her i højsæsonen. Der er derfor brug for en højlydt markedsføring af Danmark som tryg destination, og at alle restriktioner som for eksempel areal- og afstandskrav afskaffes.”

DI’s beregninger viser, at de manglende sommerhusbookinger i år vil føre til et omsætningsfald på 300 millioner kroner. ”Og det er kun for sommerhusgæsterne. Tager man også højde for hotelgæsterne, er beløbet endnu højere,” siger vicedirektøren fra DI.

Udfordringerne kan blive endnu større til næste år, hvis danskernes lyst til at rejse ud, når samme niveau som tidligere, uden at de udenlandske gæster kommer retur til Danmark.

Det kan potentielt fører til et fald i antallet af overnatningerne på 2,7 millioner næste sommer set i forhold til 2019, viser DI’s beregninger.

”Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi får mindet udlandet om, hvor fantastisk det er at holde ferie i Danmark. Kultur- og oplevelseserhvervene har i den grad brug for at regeringen sætter en langsigtet strategi, for at vinde turisterne tilbage,” siger Henriette Søltoft.

Novasol: Tyskerne kigger igen mod Danmark
I en pressemeddelelse skriver den store feriehusudlejer Novasol, at man igen oplever stor interesse fra tyskerne for sommerhusferie i Danmark, særligt for 2022.

Hos Novasol har danskernes stigende interesse for at holde ferie hjemme betydet øget udlejning af ferieboliger til danskere. Der har været en stigning på 165 procent i år, når det kommer til danske bookinger i ferieugerne 26-31 sammenlignet med 2019. Omvendt har der været fald i de ellers vante bookinger fra Tyskland, oplyser Novasol.

Omvendte oplever Novasol stigende interesse for sommerhusene i Danmark fra tyske gæster. I perioden marts til midt juli i år er antallet af tyske søgninger på ophold i de danske sommerhuse, især til sommerferie næste år, steget med 580 procent, oplyser Novasol.

Per Brogaard, kommerciel direktør hos Novasol, henviser til de seneste tal fra VisitDenmarks Rejseindikator. Her ses det, at tyskernes ferierelaterede søgeadfærd steg markant fra april til maj i år. Specielt steg søgevolumen efter “dänemark urlaub” med 172 procent og for “dänemark ferienhaus” med 173 procent.

Relaterede artikler:

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark

Dobbelt så mange danskere i danske sommerhuse

VisitDenmark-formand: 2021 måske værre end 2020