Sophia Loren klar til at døbe nyt MSC krydstogtskib

Sophia Loren.

CRUISE: På lørdag i Genova navngives MSC Preziosa og dermed er det familieejede italienske rederi tredjestørst i verden efter Carnival og Royal Caribbean Cruise Line.

Intet andet krydstogtrederi har fået så mange nybygninger på så kort tid som italiensk MSC siden MSC Melody blev søsat i 1997. På lørdag når MSC Preziosa navngives, er det igen legendariske Sophia Loren, der foretager handlingen, som hun har gjort det med langt de fleste af skibene i MSC`s flåde.

Sophia Loren bliver ældre og ældre, og flåden yngre og yngre, men alligevel kan de godt konkurrere om, hvem der holder sig bedst.

Derefter er MSC klar til en ny sæson. Ikke mindst i Middelhavet, hvor 50 procent af kapaciteten sættes ind. Der er 14 procent i Sydamerika og 12,5 procent i Nordeuropa (bl.a. fra København), og resten fordelt over Caribien (forholdsvis få), Kanariske Øer og Det Røde Hav.

Samtidig er MSC nu det tredjestørste krydstogtrederi i verden efter Carnival og Royal Caribbean.