Sov vi i timen? Og hvorfor gik det galt?

Ejvind Olesen.

KOMMENTAR: Der forhandles på livet løs mellem SAS og fagforeningerne. Forhandles er måske for meget sagt, men hvorfor har vi som journalister gennem mange år ikke kunnet forudse, hvor det ville ende? Selv har jeg været med på første række siden 1973 og føler mig bare en lille smule skyldig.

Af Ejvind Olesen

Hvis man har haft lov at følge et stofområde så længe som jeg har i 39 år, heraf 28 på Berlingske Tidende, bør man så ikke vide så meget om SAS, at man kan se, når det er på vej til at gå rent galt som det er nu? Jo, men…

De økonomiske tømmermænd i den forbindelse vil jeg overlade til analytikerne med en enkelt undtagelse, Jacob Pedersen fra Sydbank. Ganske vist tog han alvorligt fejl forleden ved at spå, at SAS har et finansielt beredskab til at klare et halvt år endnu, hvis det går galt på søndag. Det fik han hurtigt rettet til max to måneder, da han erfarede, at bankerne i så fald agter at stoppe låneperioden. Men bortset fra det er han sober og nøgtern, og en smule skamredet af de store medier. Men det er i hvert fald ikke hans skyld.

Jeg synes, jeg har været med til loyalt at referere og kommentere fra stribevis af årsregnskabsmøder gennem tiderne fra hele otte præsidenter. Men ikke på en sådan måde, at vi bare labbede diverse budskaber i os. Hvis man havde kontakter både til fagforeningerne og til topledelsen, havde man en god chance for at være på forkant med, hvad der skete. Og vurdere.

Det er altid sjovest at skrive gode nyheder. De sælger også bedre end de dårlige, selv om de færreste tror det. Kunne vi så ikke se, at de ansattes løn- og ansættelsesforhold på næsten alle områder lå – og ligger – over, hvad andre selskaber betaler?  Kun vi ikke se, at SAS havde alt for høje omkostninger? Kunne vi ikke se, at det var fagforeningerne, som under de fleste præsidenter styrede selskabet? Jo, og vi skrev det også.

De skandinaviske stater har sammen med Wallenberg-familien i Sverige aktiemajoriteten. Netop disse ejere har gennem årene stillet krav til SAS, som ikke er baseret på forretningsmæssige principper. De har været alt for meget drevet af 3/7 Sverige, 2/7 til Norge og Danmark. Syvende del princippet gælder ved ansættelser og udnævnelser. Har i hvert fald gjort det op gennem årene. Herunder den passive overførsel af personale, som kar kostet et trecifret millionbeløb hvert år. Nu gælder den kun for de ældste medarbejdere og er ved at være ophævet.

Alligevel har Danmark og Københavns Lufthavn haft de største fordele af SAS på grund af beliggenheden. Uagtet at Sverige er langt den største kunde. I dag er det vel ved at være Norge. Meget ofte har det danske personale været vanskeligst at håndtere og hurtigst til at trække strejkevåbenet. Og sjældent eller aldrig har ejerne været enige om at stå fast i en sådan situation.

Arbejdstidsregler er gennem årene blevet aftalt på en sådan måde, at SAS altid vil være dyrere end de nærmeste konkurrenter, når alt gøres op – og ikke gennem intetsigende gennemsnitslønninger. Vel at mærke dyrere end Lufthansa, British Airways, Air France/KLM. Ikke målt med lavprisselskaberne. Vi betaler også mere i skat, ja men det er globale forbrugere bedøvende ligeglade med.

Hvorfor har vi ikke kunnet set det? Hvorfor har ledelsen ikke kunnet se det? Nogle kunne godt. Jeg indrømmer gerne, at jeg troede betydeligt mere på Jan Carlzon og var grebet af hans karisma og iderigdom, end på en formand som Tage Andersen med det mørke, alvorlige økonomiske tungsind. Og sådan har det været altid. Mørkemænd var uden chancer i SAS.

På det senere prøvede Jørgen Lindegaard et opgør med piloterne. Han indførte Snowflake, en forløber for et lavprisselskab, som de andre store har gennemført i dag. Vel at mærke med et ganske andet løn- og udgiftsniveau. Han fik ikke ejernes opbakning.

Han vogtede over Spanair, som han havde planer med som lavprisselskab. Det kom han ikke igennem med. Til sidst gav han op og gik. Senere slap Mats Jansson tøjlerne i det spanske, og så var den investering et blødende sår.

Under samme svage præsident arbejdede vicepræsident John Dueholm ihærdigt, og han lykkedes faktisk med en kraftig beskæring af lønninger og regulering af arbejdstid for det flyvend personale på et tidspunkt, hvor det allerede dengang kunne være endt som nu.

Burde stifterne af SAS for 66 år siden have set, at man ikke kan tjene tre herrer? Nej for dengang var der et monopol, som heldigvis blev afviklet. Ført op til dagens priser ville en returbillet til Bangkok på turistklasse til fuld pris have kostet ca. 92.000 kr. i dag med SAS i et monopol..

Nu er det ”min ottende præsident” i SAS, Rickard Gustafson, der er i gang med den oprydning, mange af hans forgængere skulle have foretaget. Og for første gang har han alle ejere bag sig. I sandhed en øjenåbner for os alle. Om end den kom sent.