Den 8. april næste år er det 50 år siden, den verdensberømte spanske kunstner Pablo Picasso døde. Det markeres gennem året i flere spanske byer med en fejring af hans kunstneriske virke.
Fejringen, Picasso Celebration 1973-2023, omfatter talrige udstillinger og events, ikke kun i Spanien og Frankrig, hvor kunstneren også boede, men ligeledes i større byer i Europa og Nordamerika.
Det skriver Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark i en pressemeddelelse.
I Spanien vil der næste år være mindst 16 udstillinger dedikeret til kunstneren i fem byer: Malaga, La Coruña, Barcelona, Madrid og Bilbao. Med undtagelse af Bilbao, har de øvrige byer alle en tæt forbindelse til kunstneren, idet han har boet der, indtil han flyttede til Paris.
Disse udstillinger er en unik mulighed for at besøge disse spanske byer, at lære dem at kende fra også Picassos synspunkt, hedder det.
Den første nøgne kvinde
Byerne Málaga, La Coruña, Barcelona og Madrid har det tilfælles, at de alle har sat deres præg på Picasso. Pablo Picasso blev født i Málaga den 25. oktober 1881 og tilbragte en stor del af sin barndom her. Hans far lærte ham at tegne og male, og de delte den samme fascination for duer, havneområdet i Malaga og forkærligheden for blandt andet flamenco.
Museo Picasso Málaga med over 230 værker af kunstneren – fra tegninger, oliemalerier, skulpturer og keramik – er et must i Málaga, oplyses det. Det samme er Museo Casa Natal Picasso, den anden kulturinstitution i Málaga dedikeret til Picasso.
Picasso-familien flyttede til La Coruña i Galicien, da Picassos far blev udnævnt til professor i tegning på den lokale kunstskole. Her gik Picasso på kunstskole i nærheden af Plaza de Pontevedra, som nærmest er et obligatorisk stop på vej til byens berømte strand, Playa de Riazor.
Og især denne strand var en uendelig kilde til inspiration for den unge Picasso. Det siges, at Picasso på denne strand for første gang så en nøgen kvinde.
Den Spanske Stats Turistbureau anbefaler også en gåtur gennem den smalle gade med det pulserende folkeliv, Rúa Real, hvor Picasso observerede folk. Gå ikke glip af det symbolske fyrtårn Torre de Hércules (bygget af romerne og på UNESCO’s verdensarvsliste), som også var en inspirationskilde for den unge kunstner, skriver turistbureauet.
Videre til Madrid
Picasso besøgte første gang det verdensberømte Prado-museum Madrid i 1895, hvor han blev stærkt inspireret af spanske mestre som Velázquez og El Greco.
Prado-museet er altid et besøg værd. Og Reina Sofia Kunstmuseet i den spanske hovedstad anbefales også Picasso-entusiaster. Her er der hundredvis af værker fra kunstneren.
Blandt dem er det berømte otte meter lange maleri “Guernica”, som Picasso malede for at vidne om grusomhederne under den spanske borgerkrig fra 1936-39.
I Buitrago de Lozoya, cirka 80 kilometer fra Madrid, findes en kunstsamling af Picassos barber, Eugenio Arias, som han samlede i løbet af deres 26 års venskab.
Første udstilling på café i Barcelona
I efteråret 1895 begyndte Picasso på kunstakademiet La Llotja i Barcelona, og det var i denne by, at han fik sit første atelier og holdt sin første udstilling af egne værker på Els Quatre Gats, en café i Barcelona, der var et populært mødested for berømte kunstnere i den modernistiske periode – og som stadig eksisterer i dag.
Også Barcelona har sit eget Picasso-museum.
“Alt det jeg ved, har jeg lært i byen Horta,” sagde Picasso om sit ophold i middelalderlandsbyen Horta de San Joan i Tarragona i Catalonien, cirka 30 kilometer fra Barcelona.
Picasso opholdt sig her i to intense perioder med 10 års mellemrum, som markerede starten på noget nyt. Under det første ophold opdagede Picasso glæden ved landskaberne, hvilket var overraskende for ham som bybo. Og under sit andet ophold malede han værker, som i dag er udstillet på nogle af verdens førende kunstmuseer.
Relaterede artikler:
Flest danskere sammensætter selv rejsen til Spanien