Som led i at få en grønnere profil, vil Sunclass Airlines blandt andet udskifte sine ældre Airbus-fly med nye og mere brændstoføkonomiske. Arkivfoto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo.

Spies og Sunclass Airlines vil nedbringe klimaaftryk

”Den vigtigste rejse nogensinde,” er navnet på Spies og dets familiemedlemmers nye klima- og bæredygtighedsstrategi. En strategi, der skal reducere klimapåvirkning fra ferierejser.

For eksempel skal flyselskabet i Nordic Leisure Travel Group, Sunclass Airlines, nedbringe CO2-udslippet per passagerkilometer 25 procent inden 2030, sammenlignet med 2019, med en målsætning om helt at undgå udslip i 2050.

Det skriver Spies i en pressemeddelelse.

Det første store skridt bliver en fornyelse af hele flyflåden hos Sunclass Airlines. Herudover skal Spies’ koncepthoteller hente alt deres energi fra sol, vand og vind inden 2030.

Spies melder om udsolgt til den forestående, mens hver tredje rejse til sommerens højsæson foreløbig er solgt. ”Alt tyder på, at gæsterne fortsætter med at rejse ud i verden, også med fly. Fly står i dag for cirka tre procent af den samlede CO2-udledning globalt, ligesom hoteldrift og aktiviteter på rejsemålene også efterlader CO2-aftryk,” skriver Spies i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Rejsebranchen er derfor i fokus som nogle af dem, der kan og skal gøre en forskel igennem grøn omstilling.”

Arbejdet med klimaindsatser siden 1990’erne
Spies påpeger, at man er klar til at løfte sit klimaansvar, og at Spies har arbejdet med klimaindsatser siden begyndelsen af 1990’erne.

Ifølge Spies er charterrejseformen et af de mest klimaskånsomme flyrejseprodukter, ”fordi flyene stort set fyldes og flyver nonstop uden mellemlandinger – og man har man egne hoteller, man kan stille ekstra høje krav til.”

Men Jan Vendelbo, Spies’ administrerende direktør, siger, at der skal mere til:

”Igennem tre årtier har Spies arbejdet for at gøre vores rejseoplevelser så bæredygtige som muligt. I 1990 oprettede vi vores første miljøråd. Vores egne fly har siden 2002 nedbragt CO2-udslippet 20 procent per passagerkilometer, og vores Sunwing Family Resort på Rhodos fik som det første i Europa EU’s miljømærke, ligesom vi siden 2019 har klimakompenseret alle vores rejser.

Men det er ikke nok. Som den største rejsearrangør i Danmark har vi et stort ansvar for at tage endnu et skridt mod mere bæredygtige rejseoplevelser. Der er intet alternativ,” siger Jan Vendelbo.

Biobrændsel, vedvarende energi og ud med plastik og plameolie
Spies’ plan for mere bæredygtige rejser indbefatter:

  • Reduktion af CO2-udslippet med 25 procent per passagerkilometer inden 2030 på alle selskabets egne charterfly. Dette skal opnås gennem flyflådefornyelse, indfasning af biobrændsel samt yderligere optimering af flyoperationen.
  • 100 procent vedvarende energi fra sol, vand og vind på alle Spies’ koncepthoteller inden 2030.
  • Afskaffelse af alt engangsplastik på egne koncepthoteller og fly inden 2023.
  • Udfasning af alt palmeolie i restauranter, barer og minimarked på egne koncepthoteller senest 2025.
  • Indsatser for at sikre en bedre fremtid for den nye generation gennem engagement i projekter og partnerskaber både hjemme og ude på rejsemålene, hedder det blandt andet fra Spies.

Relaterede artikler:

Hemmelighedskræmmeri om nye fly til Sunclass

Nyt TUI-center skal udvikle bæredygtig turisme

Mallorca begrænser antallet af store krydstogtskibe

Disse 21 danske hoteller fik sidste år Green Key

Region Hovedstaden: Vi flyver for meget

Vi er ikke bekymret for at investere i kvalitetsturisme