Fra Danmarks kamp tidligere på ugen mod Østrig i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto: Lars Møller, MCH.

Sportsbegivenheder trækker turister til Danmark

Når Danmark er vært for store sportsevents som lige nu VM i Herrehåndbold kommer der generelt mange nordmænd til værtsbyerne, fulgt af svenske og hollændere, oplyser Danmarks Statistik.

I forbindelse med større sportsarrangementer i Danmark de seneste ti år, er antallet af overnatninger på hoteller, feriecentre og vandrerhjem i værtsbyerne steget med til 40 procent.

Det oplyser Danmarks Statistik i en pressemeddelelse uden konkrete tal for stigningerne – kun de procentvise.

Især nordmændene er med til at løfte niveauet for overnatninger købt af udenlandske gæster, hedder det. De tre største bidragsydere til stigningerne ved hver stor, international sportsbegivenhed er besøgende fra Norge, Holland og Sverige, skriver DS.

”I fire ud af de fem undersøgte begivenheder har Norge ført an i stigningen i udenlandske overnatninger. I forbindelse med Europamesterskabet i herrehåndbold i 2014 stod de for en fjerdedel af stigningen, og i 2015 stod nordmændene for 41 procent af stigningen,” siger fuldmægtig Else-Marie Rasmussen fra Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik har også regnet ud, at når Danmark er værtsland for internationale sportsbegivenheder, trækker disse ”begivenheder en række sportsfolk til landet. Men ser man på statistikken over antallet af overnatninger på hoteller, feriecentre og vandrerhjem, tyder også meget på, at arrangementernes tiltrækning strækker sig ud over deltagerne,” vurderer eksperterne i Danmarks Statistik…

I analysen gennemgår DS fem af de største internationale sportsbegivenheder i Danmark fra 2010 og frem. ”I alle tilfælde synes der at være en sammenhæng mellem begivenheden og antallet af overnatninger i værtsbyerne,” lyder det skarpsindigt i teksten.

Stigninger på 40 procent
”De mest markante stigninger var i forbindelse med EM i håndbold for herrer i 2014, hvor der samlet var 30 procent flere overnatninger, når man sammenligner med samme måned året før. Omkring VM i håndbold for damer i 2015 var stigningen 40 procent,” siger Else-Marie Rasmussen fra Danmarks Statistik.  

For fire ud af de fem undersøgte sportsbegivenheder gælder det, at det er blandt de udenlandske gæster, man ser den største procentuelle stigning i købte overnatninger. Undtagelsen er VM i landevejscykling i 2011, hvor procentstigningen i danske overnatninger var højere end i de udenlandske, oplyser DS.

Dansk Erhverv: Vigtigt med rigtig strategi
Dansk Erhverv, som organiserer over 1.700 virksomheder i turisme- og oplevelsesøkonomien, støtter arbejdet med at tiltrække mesterskaber med international rækkevidde og attraktionskraft til Danmark.

”Det gælder især mesterskaber og events der modsat hypede megaevents, hvor en enkelt kamp eller event har stået alene, strækker sig over en længere periode. Det er bedst når begivenhederne har afsæt i eksisterende arenaer, så der ikke bindes store samfundsmæssige investeringer i anlæg, der står tomme efter lyset er slukket. Det som eventbranchen kalder ’White Elephants’,” siger chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen og fortsætter:

”I disse dage er der VM i herrehåndbold. Turneringen rammer midt i skiven og kommer i forlængelse af VM i ishockey, der var et drømmeevent for Danmark som værtsland. Begge turneringer strækker sig over mange dage og begge er i Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning.”

Videre siger Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv: ”Endelig er det i eventstrategien værd at fokusere på, hvor de deltagende lande kommer fra. For turismen i Danmark er det særligt fordelagtigt, når det er lande der i forvejen har høj tilgængelighed og er hyppige gæster i Danmark. Dansk Erhverv håber på, at Sport Event Denmark og andre gode kræfter fortsætter arbejdet for at få flere megaevents til Danmark.”

Relaterede artikler:

Håndbold-VM giver Scandic 4.000 overnatninger

Rekordår i Messecenter Herning

Ishockey-VM gav turismeomsætning tæt på en milliard