Turismen til Storbritannien steg med 6% til 5,2 millioner besøgende i årets første to måneder, viser nye officielle turisttal.
Udenlandske turister brugte 2,7 milliarder pund – 24 milliarder kroner – i januar og februar, en stigning på 11% i forhold til de samme måneder sidste år. Væksten blev trukket op af rejsende fra langdistance markeder, hvor den nordamerikanske vækst var 2% – svarende til 400.000 besøgende – såvel som fra andre fjerne markeder med 15% – svarende til 790.000 besøgende.
Besøg fra andre EU-lande steg med 5% til 3,6 millioner besøgende.
VisitBritain forventer, at væksten vil fortsætte året ud med i alt 38,8 millioner besøgende med et samlet forbrug på 23,9 milliarder pund mod 37,3 millioner besøgende og et forbrug på 22,2 milliarder pund sidste år.
De seneste opgørelser viser, at antallet af flybookinger til Storbritannien fra april til og med september i år er steget med 21% i forhold til samme periode sidste år.