Star Alliance-flyselskab har de kønneste besætninger

Besætningerne hos det portugisiske flyselskab TAP er blevet kåret til verdens smukkeste i den seneste udgave af magasinet ’Monocle’.

Det flyvende personale hos TAP Portugal er smukke. Smukkere end alle andre flybesætninger i verden.

I hvert fald hvis man spørger det britiske magasin ’Monocle’, der har offentliggjort listen ‘Tourism Top 50’. Her bliver TAP, der er medlem af Star Alliance, udnævnt som flyselskabet med det smukkeste kabinepersonale i verden, og dommerne har været magasinets redaktører.

I december/januar-udgaven af ’Monocle’, hvor kåringen finder sted, får TAP-besætningen følgende ord med på vejen – ifølge Business Insider:

”Størstedelen af den portugisiske besætning repræsenterer mange af landets bedste egenskaber: de er venlige, indbydende og flersprogede; de taler portugisisk, engelsk og et tredje sprog.”

’50’er-agtig’ kåring
God komfort og effektiv service er velkendte parametre at måle en flyvetur på, men de fleste flypassagerer har formentlig intet imod, at laksen og vinen bliver serveret af en attraktiv besætning med søde smil og venlighed.

”Det kan virke lidt ’50’er-agtigt’ at tale om en attraktiv besætning, men lad os være ærlige: Hvem kan ikke lide at blive serviceret af smukke mennesker med et venligt smil og et glimt i deres øjne?” lyder det i kåringen i ’Monocle’.

Business Insider viser desuden en række opslag fra det sociale medie Instagram, hvor TAP er ganske aktive med at vise billeder af den smukke besætning. Verdens smukkeste besætning.

TAP er Portugals nationale flyselskab, og det har base i hovedstaden Lissabon. Flyselskabet blev grundlagt i 1945 og fik navnet Transportes Aéreos Portugueses. TAP har siden 2005 været medlem af Star Alliance og har dagligt fly mellem Lissabon og Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Tre bud på TAP Portugal

De smukke stewardesser og service

TAP Air Portugal i stor fremgang