Star Tour-hotel ramt af brand

hotel flamingo mexicoFlere svenske turister måtte springe for livet, da et hotel på den mexicanske ferieø Isla de Holbox torsdag aften lokal tid brød i brand.

”Der var folk, som måtte springe ud af deres værelser i undertøj eller sarong”, fortæller feriegæst, som bor på et nærliggende hotel, til aftonbladet.se.

Hotellet, Villas Flamingos, er populært blandt danske gæster, men ifølge Stig Elling, salgsdirektør for Star Tour, var der ingen danskere på hotellet, da branden brød ud.

”I nat blev jeg informeret om, at der var brand på et af vores hoteller på Isla de Hobox. Det er et meget velbesøgt sted – også for danske feriegæster om vinteren. Vi har danske gæster på øen, men ingen af dem bor på Villa Flamingos. Ødelæggelserne på hotellet har jeg ikke kendskab til, men de 16 svenske gæster, der var på hotellet, er flyttet til andre steder på den lille ø,” siger Stig Elling ifølge avisen.dk.

Ifølge Stig Elling er ingen personer kommet til skade som følge af branden.