Star Tour satser på enlige par

Par der rejser på ferie uden børn udgør omkring 65% af kunderne hos Star Tour og børnefamilier ca. 35%. Med en hastigt voksende generation 50+ er tiden inde til at differentiere og udvikle rejseprodukterne til par endnu mere. Det betyder, at Star Tour sætter spot på parrene med en bred vifte af nye muligheder fra næste sommer.

”Efter min mening har vi i hele rejsebranchen glemt parrene en smule, selv om de faktisk udgør en massiv del af vores kunder. Par er ikke bare par. Der er mange forskellige typer par, der har vidt forskellige ønsker til ferien, og derfor har vi arbejdet i dybden med vores udbud af indkvarteringsmuligheder, der nu spænder helt fra det lille intime pensionat midt i byen til det luksuriøse resort på stranden, hvor alt er designet til par-ferie, og børn under 16 år ikke kommer”, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Star Tour har lavet en spørgeundersøgelse blandt par, der rejser uden børn, om deres ønsker til indkvartering og aktiviteter på ferien, og hvad de drømmer om og får ud af at rejse som par.

Top 3 over flest svar viser blandt andet hvor forskellige par er – også på ferien:
Hvordan vil I helst bo på par-ferien? I ferielejlighed 48%, Hotel uden børn 30%, Wellness og spa hotel 6%.

Hvad kan I især lide at foretage jer på par ferien? Tage på udflugter og få oplevelser 52%, Ligge på stranden 39%, Ren afslapning ved poolen 30%

Hvad kunne være skønt på par ferien? Bo centralt og spise ude på lokale restauranter 41%, Fredeligt pool område uden børn 27%, Bo lidt udenfor byen på en fantastisk strand 23%.

Hvad får I ud af en par ferie? Ny energi 56%, Tid til kærlighed 33%, Styrket parforhold 30%.

Planlægger I en par ferie i løbet af det næste år? Ja 82%

Skrevet af Flemming Juul