Star Tour vil være størst

I hvert fald, når det gælder de oversøiske rejser, og nu må det komme an på en prøve, men næste vinter planlægges program til 40.000 oversøiske kunder mod 28.000 i år og de kommende måneder. Det sker blandt andet med ny rute til Barbados.

”Vi tager endnu et skridt videre i forhold til den position, vi allerede har, som landets største udbyder af oversøiske rejser med bl.a. over 50 procent af markedet i Thailand. 12.000 flere kunder vinteren 13/14 er en meget stor vækst i sig selv og en bevidst del at vor strategi om fortsat at være størst med oversøiske feriemål,” siger salgsdirektør Stig Elling.

Det er en samlet vækst på 43 procent, som især skyldes ruten til Barbados og større udbud til Thailand og Mexico.

Star Tour flyver non stop med Boeing 767, som ikke hører til de mest moderne langdistancefly, men er indrettet med tre klasser om bord for at tilgodese alle krav.