Den tyske hovedstad er meget populær for danske turister. Foto: VisitBerlin.

Stor dansk vækst i Berlin

Der var i årets første kvartal over 33 procent flere danske ankomster til den tyske hovedstad end samme tid sidste år. Tyskland var også sidste år det land med flest danske overnatninger.

Turismen i Berlin har det fortsat godt – sidste år blev der registreret 13 millioner besøgende, der i alt havde 31 millioner overnatninger. Hertil kommer for eksempel alle de, der boede hos venner og familie.

Og i årets første kvartal er fremgangen fortsat i den tyske hovedstad. Fra januar til marts i år var der 2,9 millioner registrerede besøgende i Berlin, en stigning på seks procent sammenlignet med første kvartal af sidste år. Og de besøgende, turister som erhvervsrejsende, havde i årets første tre måneder 6,7 millioner overnatninger i byens hoteller og andre overnatningsmuligheder i statistikken – en vækst på 6,4 procent, viser nye tal fra byens turistråd, VisitBerlin.

”Berlin er igen tilbage på et solidt vækstspor. Vi forventer i år en stigning i antal besøgende på op mod fire procent,” siger direktør for VisitBerlin, Burkhard Kieker.

Danskere stod for største stigning
I årets første kvartal besøgte navnlig mange flere tyskere deres hovedstad. Der blev registreret 1,8 millioner tyske besøgende, en fremgang på 7,3 procent og de havde i snit 8,2 procent flere overnatninger end samme tid sidste år.

VisitBerlin tilskriver den tyske indenrigsvækst til at der atter er mange indenrigsflyvninger til Berlin efter airberlin krakkede sidste efterår ligesom der er kommet ny højhastigheds togforbindelse hele vejen fra München i det sydlige Tyskland.

Der var i årets første kvartal 1,1 millioner ankomster til Berlin fra udlandet, en vækst på lige under fire procent og hvor de besøgende stod for tre millioner overnatninger i byens hoteller.

Mens der fra januar til marts i år var nedgang fra Storbritannien og Italien, steg antallet af ankomster fra Danmark med hele 33,7 procent – fulgt af encifret fremgang fra Schweiz, Spanien og Holland. Danskerne er ikke kun kommet flyvende til Berlin – i hvert fald viser seneste statistik fra Københavns Lufthavn, at i årets fire første måneder var der cirka 182.000 passagerer mellem København og Berlin, et fald på små ni procent i forhold til samme periode sidste år.

VisitBerlin noterer, at cirka hver fjerde af de udenlandske besøgende kom til Berlin i forbindelse med fagmesser og kongresser, for eksempel tiltrak en af verdens største rejsemesser, ITB, i år mere end 10.000 besøgende fra udlandet.

Flest danske overnatninger i Tyskland
Selve Tyskland var også sidste år det land med flest danske overnatninger, i alt havde 27 procent danskere sidste år overnatninger i Tyskland – Spanien på andenpladsen havde 11 procent af danskernes overnatninger, viser tal fra Tysk Turist Information (Deutsche Zentrale für Tourismus).

I alt blev det til tæt på 3,3 millioner registrerede danske overnatninger i Tyskland sidste år. Tallet er reelt meget højere, da den officielle statistik ikke medtager Airbnb, private overnatninger eller overnatningssteder med under ti sengepladser, for eksempel sommerhuse.

Relaterede artikler:

Spies ser stor vækst med rutefly

Dansk hotelkæde åbner i Tyskland

Europæiske storbyer vil sprede turisterne